Frans påpegede, at i den dominerende kultur er "de ældre undervurderet i deres åndelige kvalitet, deres fællesskabsfølelse, deres modenhed og visdom". Og dette indebærer i pavens øjne et "vakuum af tanke, fantasi og kreativitet" (Ibid.). Han insisterede på, at uden dialog mellem generationerne har vi "et sterilt samfund, uden fremtid, et samfund, der ikke ser ud i horisonten, men ser på sig selv" (2-II-2022).
Til de ældste sagde han: "I har ansvaret for at fordømme den menneskelige fordærv, som vi lever i, og hvor denne relativistiske livsstil fortsætter, fuldstændig relativ, som om alting var lovligt. Værsgo. Verden har brug for, har brug for stærke unge mennesker, som vil gå fremad, og kloge gamle mennesker" (Ibid.).
Til andre, mindede dem om deres pligt til at beskytte de ældre og til at uddanne dem i ældrepleje. Med hensyn til det fjerde bud Ær far og mor, påpegede han: "Æren mangler, når overmodighed i stedet for at manifestere sig som blidhed og hengivenhed, ømhed og respekt, bliver til uhøflighed og fortielser. Når svaghed bliver bebrejdet og endda straffet, som om den var en fejl. Når forvirring og forvirring bliver en anledning til hån og aggression" (23-II-2022).
Med eksemplet med den gamle Eleazar (jf. 2 M, 18 ff.) viste han, at "trospraksis er ikke symbolet på vores svaghed, men tegnet på vores styrke" (Generalaudiens, 4. maj 2022). Og således: "Vi vil vise i al ydmyghed og fasthed, netop i vores alderdom, at troen ikke er noget 'for gamle mennesker', men noget vitalt. At tro på den Helligåndensom gør alting nyt, og som gerne vil hjælpe os" (Ibid.). Den levende tro er alderdommens arv.
"De ældre kan med deres svaghed lære dem i andre aldre i livet, at vi alle skal overgive os til Herren og påkalde hans hjælp. I den forstand skal vi alle lære af alderdommen: Ja, der er en gave i at være gammel, forstået som at overgive sig selv til andres omsorg, begyndende med Gud selv (Ibid.). Heraf følger et "skrøbelighedens magisterium": ikke at skjule alderens svagheder er en lektion fra de ældre til alle".
I Johannesevangeliet spørger Nikodemus Jesus: "Hvordan kan man blive født, når man er gammel?" (Joh 3,4). Og Jesus forklarer ham, at alderdommen er en mulighed for at blive genfødt åndeligt og for at bringe et budskab om fremtiden, barmhjertighed og visdom (jf. Generalaudiens, 8-VI-2022).
I dag, siger paven, "Alderdommen er en særlig tid til at opløse fremtiden for den teknokratiske illusion om biologisk og robotisk overlevelse, men frem for alt fordi den åbner op for ømheden i Guds kreative og generative skød". (Ibid.).
Og derfor lærer han: "De gamle er budbringere af fremtiden, de gamle er budbringere af ømhed, de gamle er budbringere af visdom fra et levet liv". (Ibid.).
Frans talte om lægernes og sundhedspersonalets rolle i dette fælles ansvar mellem de ældres familier og et samfunds sundhedssystem og udtalte: "Hele lægevidenskaben har en særlig rolle i samfundet som vidne til den ære, der tilkommer de ældre og alle mennesker.
Ud fra historien om helbredelsen af Simons svigermor (jf. Mk 1, 29-31), overvejer Frans: "Når man er gammel, har man ikke længere kontrol over sin krop. Man må lære at acceptere sine egne grænser, hvad man ikke længere kan gøre". (jf. Generalaudiens, 15-VI-2022). ("Nu må jeg også bære en stok").
Svigermoderen til Peter "Han stod op og begyndte at tjene dem". Paven siger: "Ældre, som bevarer deres beredvillighed til at helbrede, trøste og gå i forbøn for deres brødre og søstre - det være sig disciple, centurioner, mennesker, der er plaget af onde ånder, mennesker, der er blevet forkastet... - er måske det højeste vidnesbyrd om renheden i den taknemmelighed, der ledsager troen. Alt dette, bemærker han, gælder ikke kun for kvinder. Men kvinderne kan lære mændene om taknemmelighed og troens ømhed, som de undertiden har sværere ved at forstå.
I dialogen mellem den opstandne Jesus og Peter i slutningen af Johannesevangeliet (21,15-23, jf. generalaudiens 22-VI-2022) finder Frans også grundlaget for sit råd til de ældre.
"I skal være et vidne for Jesus selv i svaghed, i sygdom og i døden.. Desuden taler Herren altid til os i forhold til vores alder. Og vi skal lære at lade os undervise og forme af vores egen skrøbelighed, vores magtesløshed, vores afhængighed af andre, selv i vores tøj og vores gangart.
Åndeligt liv (gennem bøn og den sakramenterDet er eukaristien og syndsbekendelsen), der giver os styrke og visdom til at kunne sige farvel med et smil: "et glædeligt farvel: jeg har levet mit liv, jeg har bevaret min tro". Det er op til andre, især de unge, at hjælpe de ældre til at leve og udtrykke denne visdom og til at vide, hvordan de skal modtage den.
På samme måde opfordrer paven os mod slutningen af katekesen til at genlæse Jesu afsked (jf. Joh 14): "Når jeg er gået bort og har beredt jer et sted, vil jeg komme igen og tage jer til mig, så I også kan være, hvor jeg er, og I kan være" (14,3). Peters efterfølger bekræfter: "Livets tid på jorden er nåden i denne passage. Den formodning at stoppe tiden - at ville have evig ungdom, ubegrænset velvære, absolut magt - er ikke blot umulig, den er vrangforestilling" (jf. Generalaudiens, 10-VIII-2022).
Her nede er livet en indvielse, ufuldkommenhed på vejen til et mere fyldigt liv. Og Frans benytter lejligheden til at sige, at vores forkyndelse, som er rig på salighed, lys og kærlighed, "måske mangler lidt liv".
Pavens oprindelige katekese om den "hvidhårede gamle mand" i Daniels bog (7, 9; jf. generalaudiensen den 17. august 2022) hænger sammen med dette. Det er sådan, Gud Fader normalt fremstilles. Men dette", bemærker Frans, "er ikke et fjollet symbol", som bør afmystificeres. Det er et symbol på en evig eksistens, på Guds evighed, altid gammel og altid ny, med sin styrke og sin nærhed; "fordi Gud altid overrasker os med sin nytænkning, han kommer os altid i møde, hver dag på en særlig måde, for det øjeblik, for os".
Frans afsluttede sin katekese om alderdommen med at betragte mysteriet om den overtagelse af Jomfru Maria (jf. generalaudiens, 24-VIII-2022). I Vesten - mindede han om - ser vi hende hævet op i det høje, indhyllet i strålende lys; i Østen er hun afbildet liggende, sovende, omgivet af apostlene i bøn, mens den opstandne bærer hende i sine hænder som et barn. Paven påpeger, at man bør fremhæve forbindelsen mellem Jomfru Marias optagelse og Herrens opstandelse, som vores egen opstandelse er forbundet med, når vi vil opstå med ham ved tidernes ende.
Maria går os i forkøbet med sin optagelse i himlen, også som et billede på Kirken, som til sidst vil være: forlængelsen af Kristi opstandne legeme, som er blevet en familie. Jesus taler om dette - om det fulde liv, der venter os i himmeriges rige - med forskellige billeder: bryllupsfesten, festen med venner, den rige høst, frugten, der kommer, ikke uden smerte. Ud fra alt dette og til gavn for andre", foreslår Frans, der også inkluderer sig selv i gruppen, "... vil vi kunne se det fulde liv, der venter os i himmeriges rige".Vi ældre skal være frøet, lyset og også rastløsheden i den livets fylde, der venter os".
Ramiro Pellitero Iglesias
Professor i pastoral teologi ved det teologiske fakultet på universitetet i Navarra.
(*)Offentliggjort i "Iglesia y nueva evangelización".
