Tro og uddannelse af følelser

Følelser er faktisk vigtige og bevæger mennesker meget, men ikke altid på den rigtige måde, når de ikke er integreret i hele mennesket. I film ser vi for eksempel, hvordan følelser får nogle mennesker til at få deres liv til at gå rigtigt til (jf. Brooklyn, J. Crowley, 2015), mens andre begår alvorlige fejl eller endda begår forbrydelser (jf. Mule, C. Eastwood, 2018).

På den anden side er der mange mennesker, der fortsætter med deres familie, deres arbejde og mange års engagement i en solidarisk opgave uden at forvente eller søge at "føle sig godt tilpas". Det gør dem ikke mindre fortjent, tværtimod.

Følelser er af mange grunde vigtige, men isoleret set er de ikke nok til at lede et menneske. Og en rent sentimental uddannelse har sine risici. Men følelserne skal hverken glemmes eller nedvurderes, men de skal værdsættes, formes og formes under hensyntagen til den menneskelige erfaring med dens struktur og organiskhed. Det er her ikke kun kropsligheden med de ydre og indre sanser kommer ind i billedet, men også den åndelighed, la omgængelighed og åbenhed over for den transcendens. Og for en kristen er "erfaring" centralt placeret i den bøn og sakramentalt liv.

Rammerne for kristen antropologi og videnskab

Det er derfor vigtigt, at opdragelsen af følelser, når det drejer sig om kristne, ligger inden for rammerne af den kristne antropologi, det vil sige i evnen til at påtage sig den tro sammen med søgen efter sandhed, godhed og skønhed. Dette omfatter f.eks. kristen fromhed, som kan læres i familien fra barndommen, folkelig religiøsitet og værdsættelse af kristen kunst samt kendskab til læren - på dette uddannelsesområde - fra Kirkens læremesterium og til nogle af de moderne teologiske udviklinger.

Dette kræver uddannelse og integration af følelsesområdet i tæt forbindelse med de andre menneskelige dimensioner, som samtidig er indbyrdes forbundne:

1. i forhold til den årsag (tro-fornuft, videnskab og kunst samt teologi). Det er nødvendigt at undervise, reflektere og argumentere om egne og andres følelser og at vide, hvad videnskaberne, herunder psykologien, lærer om affektivitet, uden at glemme, hvad humaniora, kunst og teologi lærer. Integrationen af følelser og fornuft fører til evnen til at se på og lytte til virkeligheden, til at vurdere den og til at kunne se, hvor ens egne handlinger bør føre hen. Og dette fører til visdom, som for en kristen først og fremmest er frugten af troen, af den dialog med Gud og Eukaristien. Det er også en personlig indsats for at skabe sammenhæng på grundlag af ens egen identitet og historie, for der kan ikke bygges noget af værdi i nutiden for fremtiden, hvis der ikke er nogen rødder og hukommelse, både på det personlige plan og i forholdet til andre.

2) I forhold til andre (den sociale, familiemæssige og kirkelige dimension) skal følelserne opdrages ved at understrege værdien af familie og arbejde, tjeneste for det fælles bedste, dynamisk troskab mod egen familie og eget arbejde og betydningen af familie og arbejde. kald og mission. Med hensyn til den kirkelige dimension er bibelsk dannelse og liturgisk dannelse vigtige som en ramme for en affektiv uddannelse, fordi den hellige skrift og liturgien er skoler for menneskelige og kristne værdier og følelser. Og alt dette har noget at gøre med følelsen af fest og fritid.

3) I forhold til Gud er følelser en kanal for transcendent åbenhed og forening med Ham, selv om de ikke er "den eneste" vej; nogle gange er de ikke den første eller den bedste vej, men mange gange kan de være det.

Under alle omstændigheder kan det kristne liv og stræben efter hellighed ikke forfølges "adskilt" fra følelserne, fordi de er en grundlæggende dimension af den menneskelige natur (jf. om kønsteori, Cong. I troslæren står der: "Han skabte dem som mand og kvinde". For en dialog om spørgsmålet om "køn" i uddannelsen, 2-II-2019).

Desuden taler Den Hellige Skrift ofte om hjertet som menneskets centrum og syntese og betegner dermed den menneskelige eksistens' samlede tæthed. Følgelig henviser den med dette udtryk ikke kun til følelser, men til mennesket i dets konkrete liv, idet den understreger, at følelser og hengivenhed spiller en vigtig rolle i dette liv.

Det teologiske grundlag

Hvad angår teologi, er det for at give en kristen i dag en følelsesmæssig opdragelse nødvendigt at formidle ham eller hende grundlaget for den kristne teologi som studerer troens realiteter (treenigheden, Kristus, nåden, kirken osv.) samt teologi om evangelisering. Vi har allerede talt om bibelsk og liturgisk dannelse og om historiens betydning.

Ud over den kristne antropologi beskæftiger andre teologiske discipliner, såsom moralsk teologi og åndelig teologi, sig centralt med affektiv opdragelse, når de studerer dyderne (både de moralske og teologiske dyder), som er tæt forbundet med opdragelsen af menneskelige og kristne værdier, og som også fremmes ved at lære om adfærdsreglerne (Dekalogen og andre af kirkens bud). Kirke og saligprisningerne).

På denne måde integreres menneskelige dyder som ydmyghed og kærlighed til sandheden, selvbeherskelse, arbejdsomhed, forståelse og solidaritet med dyderne tro, håb og kærlighed, som er kernen i kristen handling i tjeneste for den kristne mission i kirken og i verden.

Det vigtigste referencepunkt, kilden og impulsen i det kristne hjerte er Jesu hjerte, det levende ikon for Gud, der er blevet kød og blod, som blev gennemboret på korset for menneskehedens frelse, og som fortsætter med at leve, handle og gå i forbøn for os.

Kort sagt er opdragelsen af følelser "i kristendommen" en samlet opgave, som i dag især kræver af opdragere (forældre, kateketer, præster, lærere) en god uddannelse, især i kristen antropologi, samt en vis viden og udvikling inden for humanvidenskab og moderne teologi.