Lukas fortæller i sit evangelium, at englen Gabriel blev sendt af Gud til Nazareth (jf. Luk 1,26), til en jomfru ved navn Maria, for at meddele hende, at hun skulle være mor til Messias, Frelseren, som alle jøder ventede på.
Hace unos dos mil años Nazaret era una aldea desconocida para casi todos los habitantes de la tierra. En ese momento la Roma imperial brillaba llena de esplendor. Había muchas ciudades prósperas en las orillas del Mediterráneo. El bullicio de mercaderes y marineros inundaba muchas calles y plazas de ciudades portuarias o emporios comerciales. Nazaret, en cambio, era un puñado de pobres casas clavadas en unos promontorios de roca en la Baja Galilea. Ni siquiera en su región tenía una gran importancia.
Byen Sepphoris, hvor størstedelen af den kommercielle aktivitet i området var koncentreret, lå lidt over to timers gang væk. Det var en velstående by med rige bygninger og et vist kulturniveau. Indbyggerne talte græsk og havde gode forbindelser med den græsk-latinske intellektuelle verden. I Nazareth boede derimod nogle få jødiske familier, som talte aramæisk.
De fleste af indbyggerne beskæftigede sig med landbrug og husdyrbrug, men der var også håndværkere som José, der med sin opfindsomhed og indsats ydede sine medborgere en god tjeneste ved at udføre tømrer- og smedearbejde.
La casa de María era modesta, como la de sus vecinos. Tenía dos habitaciones. La interior, era una cueva que servía como granero y despensa. Tres paredes de adobe o mampostería adosadas a la roca delante de esa habitación interior sostenían un entramado de ramas, maderas y hojas que servía de techo, y formaban la habitación exterior de la casa. La luz entraba por la puerta.
Allí tenían algunos útiles de trabajo y pocos muebles. Gran parte de la vida de familia se hacía fuera, a la puerta de la casa, tal vez a la sombra de una parra que ayudaría a templar el calor del verano.
Casi todos sus vecinos tenían una casa similar. Las excavaciones arqueológicas han sacado a la luz parte del antiguo Nazaret. En las casas se aprovechaban las numerosas cuevas que presenta el terreno para acondicionar en ellas sin realizar muchas modificaciones alguna bodega, silo o cisterna.
El suelo se aplanaba un poco delante de la cueva, y ese recinto se cerraba con unas paredes elementales. Posiblemente las familias utilizarían el suelo de esa habitación para dormir.
La jornada comenzaba con la salida del sol. Alguna oración sencilla, como el Shemá, y enseguida se iniciaba la dura faena. El Shemá es una oración, tomada de la Biblia, que comienza en hebreo por esa palabra, y dice así: “Shemá Israel (Escucha Israel), el Señor nuestro Dios es uno solo Señor. Amarás al Señor tu Dios con todo tu corazón y con toda tu alma y con todas tus fuerzas.
Guarda en tu corazón estas palabras que hoy te digo. Incúlcaselas a tus hijos y háblales de ellas estando en casa o yendo de viaje, acostado o levantado. Atalas a tu mano como signo, ponlas en tu frente como señal. Escríbelas en las jambas de tu casa y en tus puertas” (Dt 6, 4-9).
En af de første opgaver, der skulle udføres hver dag efter bønnen, var at tilberede brød, den daglige grundmad. For at gøre dette begyndte Maria, som kvinderne plejede at gøre, med at male hvede- eller bygkorn til mel. Man har fundet nogle husmøller af sten fra Herrens tid, som blev brugt til denne opgave.
Derefter blev melet blandet med vand og lidt salt for at danne dejen, som blev tilsat en knivspids gær - undtagen i påsken. Den syrnede dej blev brugt til at lave meget tynde kager eller rundstykker, som blev bagt i ovnen eller begravet i gløderne og spist friskbagt.
La comida de cada día sería bastante parecida a la que conocemos actualmente en las regiones mediterráneas. El pan se partía con la mano, sin utilizar cuchillo, y se tomaba solo o con aceite, y acompañado por vino, leche, fruta, y cuando era posible por algo de carne o pescado. La leche se solía guardar en odres hechos con pieles de cabra cosidas, y se bebía directamente de los mismos.
Lo más probable es que casi siempre al tomarla estuviese ácida. De la leche también se obtenían la mantequilla y el queso, que eran alimentos básicos allí donde había ganados, como en Galilea.
Nazareth, af vores Moder Jomfru Maria i begyndelsen af det 20. århundrede.Et andet vigtigt element i disse menneskers kost var olie. De spiste også oliven, der var konserveret i saltlage. Olien blev endda taget med på rejsen i små flade lerflasker, der ligner en kantine. Det var også almindeligt at drikke vin, som var stærk og derfor normalt blev drukket sammen med vand, og nogle gange blandet med krydderier eller sødet med honning.
Blandt de mest almindelige gryderetter var kikærte- eller linsegryderetter. De mest populære grøntsager var bønner, ærter, porrer, løg, hvidløg og agurker. Det mest almindelige kød var lam eller ged og i nogle tilfælde kylling. De mest almindelige frugter var figner, dadler, vandmeloner og granatæbler. Appelsiner, som er så rigelige i området i dag, var endnu ikke kendt i Galilæa, hvor Maria boede. Santa María.
Antes de comer cada día, se solían recitar unas oraciones para dar gracias a Dios por los alimentos recibidos de su bondad. La bendición de la mesa se hacía más o menos en estos términos: “Benditos seas, Señor, Dios nuestro, rey del Universo, que nos has dado hoy para comer el pan, fruto de la tierra”. Y se respondía: Amén.
For at opfylde husstandens behov var det et hårdt arbejde, der skulle udføres hver dag, at bære vand. Kilden i Nazareth lå et stykke væk, lidt mere end et kvarters gang fra landsbyens huse. Maria ville sandsynligvis gå derhen hver morgen for at fylde sin kande og vende hjem med den på hovedet, som det var skik i området, for at fortsætte sit arbejde. Og nogle dage ville hun måske være nødt til at vende tilbage til nærheden på andre tidspunkter af dagen for at vaske tøj.
La ropa que tendría que lavar María sería la que utilizaban ella, José y Jesús. La vestimenta habitual estaba compuesta por un vestido o túnica interior, amplia, que solía ser de lino. Caía hasta las rodillas o pantorrillas. Podía ser sin mangas o con mangas hasta la mitad del brazo.
La túnica se ceñía al cuerpo con una especia de faja, hecha con una franja larga y ancha de lino, que se enrollaba varias veces alrededor del cuerpo, pero no siempre ajustada de modo liso, sino que en algunas de esas vueltas se formaban pliegues, que podían utilizarse para llevar el dinero. Sobre la túnica se llevaba el vestido exterior, o manto, de forma cuadrada o redondeada, que habitualmente era de lana.
De fleste af Marys dage var uden tvivl helt normale. Hun brugte mange timer på husholdningsarbejde: tilberedning af mad, rengøring af huset og tøj og endda vævning af uld eller linned og fremstilling af det nødvendige tøj til familien.
Hun ville komme udmattet til sidst på dagen, men med den glæde, som en, der ved, at sådanne tilsyneladende enkle opgaver har en vidunderlig overnaturlig virkning, og at hun ved at gøre sit arbejde godt udførte en opgave af første klasse i den
Francisco Varo Pineda, director de Investigación de la Facultad de Teología de la Universidad de Navarra.
Professor i hellige skrifter.