I Palermos pulserende hjerte blev dominikanerpræsten Salvatore di Fazio født den 3. maj 1980. I hans familie var Gud og tro ligegyldige. Hans liv tog en uventet drejning i en alder af 14 år, da hans forældre konverterede og begyndte at komme i kirken, hvilket markerede begyndelsen på hans egen åndelige rejse.
Han begyndte at gå til skrifte regelmæssigt og meldte sig ind i den franciskanske ungdom i nabolaget. Men på det tidspunkt var hans engagement i troen mere en handling af respekt for hans forældre end et personligt valg. Under alle omstændigheder tændte gnisten af tro, selvom den i starten var svag, en ild, der ville blive en brændende flamme i de kommende år og i sidste ende gøre ham til dominikansk præst.
Kampsport, kæreste, hus, hund og bil
I en alder af 18 år flyttede han hjemmefra. Han var karate- og kung-fu-instruktør. Da Salvatore var 25, boede han sammen med sin kæreste og havde stor professionel succes. Som 28-årig havde han købt et hus og havde en hund, en bil og et tilsyneladende perfekt liv, hvor han delte sin tid mellem hjem, arbejde og sport. Men han var opslugt af ulykkelighed.
På det tidspunkt, takket være et møde med en person, begyndte han gradvist at komme tættere på Gud igen. I oktober 2008 gik han til skrifte igen efter ti år. Forandringen var så stærk, at hans kæreste ikke kunne holde det ud, og efter elleve års forhold besluttede hun sig for at forlade ham.
Den mørke skov og tabet af et perfekt liv
Den mørke skov, som beskrevet af Dante Alighieri i hans Den guddommelige komedieblev en levende metafor for Salvatores eksistentielle krise. Den traumatiske adskillelse fra hans kæreste markerede begyndelsen på en mørk og ukendt fase for ham. Den mørke skov var ikke en ydre dysterhed, men en indre rejse, en kamp mellem lys og mørke. Inspireret af Dante Alighieri befandt Salvatore sig midt i sit livs rejse, fortabt, men søgende efter retning.
Denne periode, der var præget af følelsesmæssig trøstesløshed, blev en introspektiv rejse. Mørket, som langt fra var en uoverstigelig forhindring, blev en katalysator for dyb refleksion og en søgen efter mening. "For første gang blev jeg ledt ned ad en vej, jeg slet ikke havde valgt, og det forvirrede mig". Ligesom Dante Alighieri "befandt jeg mig midt på vores livsrejse i en mørk skov, fordi den lige vej var forsvundet". Men junglen var "mørk", ikke fordi der var mørkt, men fordi han ikke var vant til alt det lys, og det, han troede var hans "lige vej", var i virkeligheden det snørklede liv, han selv havde valgt.
Genopdagelse af tro og sand lykke
I fem år vandrede Salvatore inden for den katolske kirke. Vejledt af en åndelig ledsager udforskede Salvatore dybderne i sin sjæl, forstod kompleksiteten i sin eksistens og genkendte Guds kald. Denne periode med forløsning fik ham til at forstå sine fejl og løsrive sig fra giftige venskaber. Hvert skridt bragte ham tættere på Guds kærlighed.
I løbet af denne tid gennemgik Salvatore en indre metamorfose, hvor han forlod fortvivlelsens og utilfredshedens lænker. Kirken, som han i første omgang søgte tilflugt i, blev grundlaget for hans åndelige genfødsel.
London og det eksistentielle spørgsmål
I 2011 flyttede Salvatore til London for at finde svar. Han håbede måske at finde en kvinde, som han kunne danne en sund, kristen familie med. Men selvom han mødte nogle meget søde piger, fungerede forholdene ikke, fordi han ikke kunne finde den lykke, han ledte efter. Arbejdet, selvom det var meget godt betalt, tilfredsstillede ham ikke længere. Med hjælp fra sin åndelige far stillede han sig selv et eksistentielt spørgsmål: Kunne han finde lykken i en anden tilstand af livet?
Dette tilsyneladende enkle spørgsmål udløste en dyb refleksion. Salvatore blev nervøs, han var overbevist om, at han kun kunne være lykkelig med en kvinde ved sin side, men han blev udfordret af muligheden for et andet kald. Men frøet til den kald Den religiøse orden, der var blevet plantet for mange år siden, begyndte at spire, og han begyndte at se sig omkring for at se, om der var en religiøs orden, der kunne tilfredsstille hans ønske om lykke.
Vor Frue af Pompeji, Sankt Dominikus og Sankt Katarina af Siena, vejen til at blive dominikansk præst
En nat, hvor han var fordybet i disse tanker, huskede Salvatore et maleri i sin bedstemors værelse: Madonnaen fra Pompeji. Han huskede madonnaen, men han vidste ikke, hvem dominikanerpræsten og kvinden, der ledsagede hende, var. Han gik i gang med en søgen, der førte ham til Sankt Dominikus af Guzman og Sankt Katarina af Siena. Forbindelsen var øjeblikkelig, som om figurerne af disse helgener havde ventet for evigt.
Fra 2012 og frem bevægede Salvatore sig tættere og tættere på Prædikanternes orden i Italien. Men hvert eneste møde var omgærdet af tvivl og prøvelser. Mødet med kaldstanken, præ-noviciatet og noviciatet var skridt på vejen mod en usandsynlig skæbne mange år tidligere: at blive dominikansk præst. Det var i noviciatet, at han opdagede, at han virkelig var lykkelig i sit nye liv.
Efter otte års uddannelse, hvor han fulgte helgener som Thomas Aquinas, Luis Bertrán og den dominikanske præst salig Francisco de Posadas, opfyldte Salvatore sin drøm om at prædike for andre "for deres frelse, min lykke og for Guds større ære".
Taknemmelighed af en dominikansk præst
"Og det er netop af denne grund, at jeg fortsætter mine studier på det pavelige universitet for det hellige kors. For en dominikansk præst er det en hellig pligt at studere med henblik på at prædike! Derfor vil jeg gerne takke alle CARF-fondens velgørere for den hjælp, de giver til præster og seminarister, uanset om de er stiftspræster eller stiftsseminarister, og jeg vil gerne takke dem for deres støtte. religiøsså vi bedre kan tjene Guds folk".
Gerardo Ferrara
Uddannet cand.mag. i historie og statskundskab med speciale i Mellemøsten.
Ansvarlig for studerende ved det pavelige universitet af Det Hellige Kors i Rom.
