DONERER NU

CARF-fonden

11. september, 20

Chiara Lubich og Jesus fra det fjerde ord

100-årsdagen for Chiara Lubichs fødsel er en god lejlighed til at se nærmere på en af de store repræsentanter for nutidens spiritualitet, en mystiker for vores tid.

Chiara er en uundværlig reference i disse vanskelige tider, hvor mange kristne føler sig modløse, fordi de er en minoritet midt i et pluralistisk og komplekst samfund, som synes at leve med ryggen til Gud.

Betydningen af Chiaras tekster

Disse kristne føler sig forladte og nostalgiske efter en tidligere, angiveligt idyllisk tid, som de ikke har oplevet. De er overvældet af sorg og ligner den foroverbøjede kvinde i evangeliet (Lk 13,10-17), som ikke kan løfte sit hoved op mod himlen. Disse kristne, der har brug for at genvinde deres den glæde, som Kristus bringer osDet ville være godt for dem at uddybe og meditere over Chiaras tekster, en kvinde, som altid var opmærksom på Helligåndens inspirationer. Hun vidste udmærket, at den kristnes styrke altid er lånt, for vores svaghed bliver til styrke i Kristus.

Chiara og Kristusfiguren

En af mine yndlingstekster af Chiara Lubich er en artikel skrevet til Zenit-agenturet i forbindelse med Langfredag 2000. Hun var 80 år gammel på det tidspunkt, selv om hun kunne have skrevet den i begyndelsen af sin åndelige rejse, for her finder vi et af de mest karakteristiske træk ved hendes spiritualitet: meditation om Jesus forladt.

En contraste con las expectativas de esos cristianos apegados a la supuesta seguridad vivida en otros tiempos, Chiara presenta la figura de un Cristo despojado en la cruz de su divinidad para unirse todavía más al hombre, para experimentar Él también la angustia y el desamparo del ser humano e en algunos momentos de su vida. Tal es el sentido de la cuarta palabra pronunciada en la cruz, “¡Dios mío, Dios mío! ¿Por qué me has abandonado?” (Mt 27, 47).

Chiara og de sårede i livet

Jeg har engang læst en forklaring, som ikke overbeviste mig: Jesus var begyndt at bede en salme med disse ord, og hans udmattelse forhindrede ham i at fortsætte bønnen. Det er muligt, at Jesus kunne have bedt denne salme, men faktum er, at hans ord klart udtrykker, hvad han følte i det øjeblik. I århundreder har man ikke været tilstrækkeligt opmærksom på dette fjerde ord, måske fordi nogle troede, at det var et ubesvaret spørgsmål.

På den anden side ved vi troende, som Chiara minder os om, at Faderen oprejste og ophøjede sin Søn til evig tid. I den forbindelse påpeger hun også: "I ham blev kærligheden ophævet, lyset blev slukket, visdommen blev bragt til tavshed. Vi blev adskilt fra Faderen. Det var nødvendigt for Sønnen, i hvem vi alle befandt os, at smage adskillelse fra Faderen. Han måtte opleve Guds forladthed, for at vi ikke længere skulle føle os forladt".

Håb ved Kristi fødder

Chiara ve en ese Jesús que grita su abandono a muchas personas que sufren en lo físico como ciegos, mudos o sordos, pero también percibe a los que sufren en su espíritu: los desilusionados, los traicionados, los miedosos, los tímidos, los desorientados… Estos últimos son los heridos de la vida, una expresión utilizada en algunas ocasiones por san Juan Pablo II, y que no hace mucho contemplé como rótulo de una sección en una librería de Lourdes. Pienso que los enfermos del espíritu son mucho más numerosos que los otros, pues en una sociedad poco solidaria son infinidad las personas que viven en la soledad y el desamparo.

Jesus er forladt i dem, fordi, som Chiara siger: "Jesus er forladt i dem.Vi kan se ham i enhver lidende broder. Ved at nærme os dem, der ligner ham, kan vi tale til dem om Jesus, der er forladt.".

De syge har fået den opfattelse, at deres liv er en fiasko, og at intet er noget værd. Men Jesus har lidt meget mere end dem alle sammen. Chiara minder os om, at der bag alle livets smertefulde aspekter er Kristi ansigt. Vi kunne tilføje, at det er et konkret ansigt med en identitet, selv om det har meget forskellige repræsentationer, og hvis hans ansigt er genkendeligt, må det også være vores brødres og søstres ansigt, for som Chiara påpeger, er hver enkelt af dem Ham.

Det er vores opgave at forvandle smerte til kærlighed, en opgave, der synes menneskeligt umulig, men som bliver muliggjort af Kristi Ånds styrke og andre gaver..

chiara lubich og juan paul segundo 1

Johannes XXIII's idé om Kirken som et tegn på og redskab for enhed, som var sjælen i det andet Vatikankoncil, var i enestående grad i overensstemmelse med Chiara Lubichs karisma.

Chiara og hendes vision om ungdom

Evokationen af den korsfæstede Kristus' forladelse får mig til at forbinde Chiara med Olivier Clément, en velkendt fransk ortodoks teolog. Begge havde en stor beundring for patriark Athenagoras og havde nogle personlige møder, som de nedfældede i deres skrifter. I lyset af tidens politiske og sociale storme som maj '68 var Athenagoras hverken pessimistisk eller nostalgisk over for en angiveligt bedre fortid, og han forsikrede Clément om, at disse unge demonstranter inspirerede ham med medfølelse. Selv om de ikke er klar over det, er de helt forladte unge mennesker, og deres skrig er stadig et skrig fra forældreløse børn. Patriarken, der er en stor ekspert i menneskelighed, ser studenteroprøret som et råb om hjælp. Clément understreger på sin side, at der på trods af nihilismens tilsyneladende sejr er et stort tomrum i en protestbevægelse, der hævder at være arving til Marx, Nietzsche og Freud.

"I modsætning til forbrugsøkonomien, der er baseret på en kultur af at have, er fællesskabets økonomi en økonomi af at give ....".
Chiara Lubich

Autentisk kristen økumenisme

Creen, como tantos otros, en la transformación de las estructuras, o a lo mejor ni siquiera en eso, aunque no se dan cuenta de que la única revolución creativa en la historia es la que nace de la transformación de los corazones. Por su parte, Chiara Lubich, testigo de una época turbulenta en la que Cristo es nuevamente abandonado y sustituido por utopías sin esperanza, encuentra en Atenágoras el corazón de un padre, un espíritu juvenil lleno de fe y esperanza. No le califica de hermano separado, una expresión muy frecuente en la época del posconcilio, pues tiene el convencimiento de pertenecer a una misma casa, a una misma familia. Este es el auténtico ecumenismo, en el que las diferencias han perdido su color gracias al sol de la caridad. Tanto es así que el grito de Jesús abandonado en la cruz está necesariamente dirigido a todos los cristianos sin excepción. El encuentro con Jesús abandonado, presente en tantos hermanos a los que no podemos dejar solos, es un buen ejemplo de ecumenismo.

Antonio R. Rubio Plo
Kandidat i historie og jura
International forfatter og analytiker
@blogculturayfe / @arubioplo

EN VOKATION 
DER VIL SÆTTE SINE SPOR

Hjælp til at så
Præsternes verden
DONERER NU