Kvartet for tidens ende

Musik i krigstid

Under sådanne omstændigheder kunne en komponist skrive nogle få noder, men næppe sætte dem på sit instrument. Hvis musikeren også var indespærret i en koncentrationslejr, omgivet af alle mulige former for fysisk og moralsk elendighed, hvad ville det så være meningen med at komponere? En musik uden håb bør ikke fødes, eller den bør fødes, når faren er forbi, og det ville være det rette tidspunkt at udtrykke bekymring og råbe om retfærdighed. Det var f.eks. stemningen i Arnold Schöenbergs oratorium, En overlevende fra WarszawaByen er fuld af rædsler.

Musikkens mirakler

Et mirakel kan dog også ske i en koncentrationslejr. Den franske komponist Olivier Messiaen uropførte et af sine værker i Gorlitz-lejren foran et publikum på fem tusinde fanger og vagter i slutningen af 1941. Publikum lyttede til Messaiens klaver og tre andre franske fangers violin, cello og klarinet. Det var således premieren på den Kvartet for tidens endesom fremkalder en læsning af Apokalypsen med en engel, der løfter hånden mod himlen og proklamerer tidernes ende. Mystisk og mystisk musik, der måske ikke er egnet til alle ører, men som kan få mænd, der er rystet af smerte, og vogtere, der er fængslet af den skyldige lydighed, til at meditere.

Et kunstværks fødsel

Tiden stod stille for alle i Schlesien, men følsomheden og det musikalske talent hos en fange, en ung organist fra den parisiske kirke La Trinité, åbnede evighedens vinduer. Ingen apokalyptisk musik fra det 19. århundrede i stil med Berlioz og Verdi, men i stedet en insinuant liturgi af fugle ved daggry, noget, som en fange kender. De første toner i værket antydede tilstedeværelsen af disse "små profeter af en immateriel glæde", med Messaiens egne ord.

At mindes denne usædvanlige musikalske premiere er ensbetydende med at afvise, at vi lever i en meningsløs verden, hvor mistillid er grundlaget for sikkerhed og endda for frihed, en individualistisk frihed. Det er sikkert, at Messaien medbragte plader af Bach, Beethoven, Ravel og Stravinski i sin bagage. Det er en detalje, der fangede lejrens kommandant, en musikelsker, der ikke havde afhumaniseret sig selv, og som tilbød ham kompositionspapir og et klaver. Således fik man for første gang et værk at høre, som Hitler og Stalin ville have afvist, den ene som "degenereret musik" og den anden som værende ikke i overensstemmelse med "socialistisk realisme". De kunne ikke have forudset, at den i sidste ende ville få mere end hundrede optagelser.

Kommandantens holdning er et håb for alle tider. Vi må stole på, at der altid vil være nogen, der ikke vil adlyde vilkårlige ordrer, som f.eks. Führerens ordre om at sætte Paris i brand, at der vil være nogen, der ikke tror, at disciplin er ensbetydende med moral.