Giovanni Papini: la osada Historia de Cristo

I 1921 - nu i hundredåret - havde en berømt italiensk intellektuel, Giovanni Papini, den frækhed at udgive en historie om Kristus, der var meget forskellig fra alle tidligere historier. Han var 40 år gammel og en tidligere ikonoklast af filosofier og religioner.

Din Italiensk litteraturvar meget nietzscheansk, som hun havde vist i Et færdigt menneske (1913). Han foregav at være det i livet og i litteraturen og udtrykte sin eksistentielle frustration med disse ord: "Her er begravet en mand, der kunne være blevet en gud".

Han havde banket på ideologiernes døre for at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad der kunne tænkes. Han gik endda så langt som til at udgive Minder om Gud (1911)Bogen er et eksempel på den ekstreme ateisme med en Gud, der sætter spørgsmålstegn ved sin egen eksistens og gør oprør mod dem, der ignorerer ham.

Forfatteren havde ramt bunden i sit liv, selv om han havde en familie med Giacinta Giovagnoli, en katolsk og tålmodig kvinde. Men En dag begyndte han at læse kristne bøger.Augustins bekendelser, Ignatius' åndelige øvelser, introduktionen til det fromme liv af Frans af Sales... Denne rastløshed førte ham uundgåeligt til at læse og meditere over evangelierne.

Han fandt ud af, at de ikke var udtryk for en konventionel livsstil. Tværtimod, Han fandt i dem en uventet form for oprør, som vakte hans passion for livet og hans litterære inspiration.

Indflydelser for Giovanni Papini

På det tidspunkt læste han Léon Bloy, en fransk forfatter præget af polemik, en borgerlig kristendomsfustaner, der dyrkede en ophøjet og tvangspræget prosa, en forfatter, der betragtede sig selv som en forkæmper mod positivismen og skepticismen i sin samtids samfund.

Giovanni Papini var beundringsværdig for sit voldsomme og energiske sprog. I både Bloy og Papini er adjektiverne skarpe kastvåben, og blandt dem mangler der ikke udtryk som "stinkende", "blodtørstig", "uren"... I Kristi historie er de aldrig nok til at blive brugt mod de religiøse og politiske myndigheder i Palæstina i den Jesus' tidmen også for de skriftkloge og farisæerne.

En opdagelse for Giovanni Papini

En af Papinis store opdagelser i denne bog er saligprisningerne. Han ser dem ikke som et udtryk for svaghed eller konformisme.

Tværtimod fascinerer de ham som en livsform, der får ham til at hæve sig over sig selv. De er håbet om et mere sandt liv, hvor intelligens ikke er nok.. Han opdager bl.a., at det ikke er nok at være fattig i ånden for at være fattig. Det er nødvendigt at være bevidst om sin egen ufuldkommenhed.

Han vil også forstå, at de sagtmodige ikke er de svage, men dem, der er stædige i deres bestræbelser på at opnå åndelige goder. Han skriver, at de, der græder, ikke er triste, men er velsignede ved at græde over det onde, de har gjort, og det gode, de kunne have gjort. Han understreger, at de, der virkelig hungrer og tørster efter retfærdighed, er dem, der stoler på Guds vilje, og at de barmhjertige ikke er dem, der har medlidenhed med andre, men dem, der også har medlidenhed med sig selv.

Ikke kun saligprisningerne, men hele evangeliet er et budskab, der er rettet til de sidste. Det er sådan Papini ser det, overbevist om, at de sidste er bestemt af Gud til at blive de første.

På trods af sin fortid som arrogant intellektuel betragter han sig stadig som en af de sidstnævnte, og derfor har Evangeliet meget at sige ham.

For længe siden ledte han efter overmennesket, og hans Kristi historie er en bekræftelse på, at han har fundet mennesket og ikke det nye menneske, som var et resultat af hans tids filosofier. Beskrivelserne af lidelsen kombinerer lyriskhed med en realisme, der ikke sparer på de grusomste detaljer. Papinis konklusion i epilogen er, at den korsfæstede er blevet pint af kærlighed til os. Men nu piner han os med sin ubarmhjertige kærligheds kraft.