Det er nødvendigt at analysere spørgsmålet om islams oprindelse for at forstå de historiske konsekvenser af denne doktrins opståen.
Her kan du læse den første del af denne analyse.
Udtrykket "Koranen" stammer fra den semitiske rod qaraʼa, i betydningen recitation eller reciteret læsning, altså salmesang. Allerede i antikken brugte kristne og jøder i Mellemøsten den tilsvarende aramæiske stemme, qeryan, til at angive den højtidelige recitation af hellige tekster. Men brugen af den samme rod er endnu ældre: ʼAnī qōl qōreʼ ba-midbar (hebraisk: den, der råber i ørkenen, som i profeten Esajas' bog, senere citeret på græsk i Det Nye Testamente) har betydningen at råbe, kalde, forkynde, synge.
Koranen er muslimernes hellige tekst. For de fleste muslimer er det Guds uskabte ord. Den er opdelt i hundrede og fjorten kapitler, kaldet sūra, med deres respektive vers, kaldet ayāt. For enhver ikke-islamisk ekseget er der mange passager i teksten, som er identiske eller parallelle med dem i andre, ældre dokumenter, først og fremmest Det Gamle og Det Nye Testamente, samt før-islamisk praksis, traditioner og skikke som troen på trolde, ǧinn, pilgrimsritualer, legender om forsvundne folk og dyrkelse af Ka‛ba.
Problemet med koranens kilder er derfor meget vigtigt. Sådanne kilder kan bestemt ikke være noget, der er nedskrevet, da Muhammed, der af alle anses for at være forfatteren (af de lærde) eller bæreren (af de muslimske troende) af den åbenbaring, der rapporteres i Koranen, var analfabet og naturligvis ikke kunne have personlig adgang til at læse de kristne og jødiske hellige bøger. Derfor er det i mundtlig form, at mange af kristendommens og jødedommens religiøse forestillinger nåede frem til dem, og det i to faser: de folkefester, der med jævne mellemrum blev afholdt i Mekka, hvor proselytter fra kætterske kristne og jødiske sekter ofte søgte tilflugt for at undslippe forfølgelse i det byzantinske rige (dette kan udledes af mange kætterske kristne forestillinger og reminiscenser fra haggadah-bøgerne og apokryfe bøger, som Koranen er rig på) og, som vi har sagt, de handelsrejser, som M. (igen er de begreber, han skulle lære, få, vage og ufuldstændige, som det fremgår af koran-citaterne).
Vi har således set, at Muḥammad straks var overbevist om, at han var genstand for en åbenbaring, som allerede var blevet meddelt andre folkeslag før ham, jøderne og de kristne, og at den kom fra samme kilde, en himmelsk bog, som han kaldte umm al-kitāb. Men i hans tilfælde skete kommunikationen med mellemrum, hvilket fik hans modstandere til at grine af ham. Vi har også set, at Allah ofte gav ham utroligt passende svar på hans krav og vanskeligheder og formaninger, som f.eks. følgende:
"De vantro siger: "Hvorfor er Koranen ikke blevet åbenbaret til jer alle på én gang? Men [vid, o Muhammed, at] vi har åbenbaret det til dig gradvist, for at vi således kan styrke dit hjerte. Og når de fremfører et argument [mod budskabet], vil vi afsløre sandheden for jer, så I kan modbevise dem med et klarere og mere tydeligt grundlag.[1]".
Resultatet af en sådan afbrydelse og af Muhammeds vane med ofte at ændre sin version er Koranens fragmentariske karakter og manglen på en logisk og kronologisk rækkefølge: alt er til umiddelbar brug og forbrug. Dette var allerede indlysende for de tidlige Koran-kommentatorer kort efter islams "profet" død, især med hensyn til spørgsmålet om vers, der blev ophævet af senere vers. For at forsøge at løse sagen på den bedste måde blev sūraerne inddelt i mekkanske og medinske, alt efter i hvilken periode de blev åbenbaret.
Den tidlige kalligrafi og udsmykning af den indiske koran er sandsynligvis fra før 1669 e.Kr.
Den er opdelt i tre faser: en første, der svarer til de første fire år af Muhammeds offentlige liv, og som er kendetegnet ved korte, lidenskabelige og højtidelige sūra med korte vers og stærke belæringer, der skal forberede tilhørerne på dommedag (yawm al-dīn); en anden, der dækker de næste to år, hvor begejstringen i begyndelsen af forfølgelserne aftager, og hvor der fortælles historier om de tidligere profeters liv i en form, der minder meget om haggadaen (rabbinsk litteratur af berettende og homiletisk art); en tredje, der dækker fra det syvende til det tiende år af det offentlige liv i Mekka, og som også er fuld af profetiske legender og beskrivelser af guddommelige straffe.
Vi ser den store forandring, som M. gennemgik efter hegira. Sūraerne henvender sig til jøder og kristne, og den venlige og rosende tone, der var forbeholdt dem i den første fase, forsvinder gradvist og kulminerer i de sidste år af islams "profets" liv i et egentligt angreb. Det er fra denne tidsalder, for eksempel sūra 9, hvor der i vers 29 kræves følgende: ydmygelse af:
"Bekæmp dem, der ikke tror på Allah og Dommedag, ikke respekterer det, som Allah og Hans Sendebud har forbudt, og ikke følger den sande religion [islam] blandt Bogens Folk [jøder og kristne], medmindre de accepterer at betale en skat [hvorved de får lov til at leve under den islamiske stats beskyttelse, mens de bevarer deres religion] med underkastelse."
Dette vil resultere i love, der pålægger forskellige restriktioner for dem, der bekender sig til den jødiske eller kristne religion, såsom særlig påklædning, forbud mod at bære våben og ride på heste osv.
Selv om Mosebøgerne, salmerne og evangeliet udtrykkeligt anerkendes som åbenbaret i Koranen, er der betydelige forskelle mellem islam og jødedommen og endnu større forskelle mellem islam og kristendommen. Disse forskelle afspejler som sagt kontakterne mellem Muhammed og de kristne kætterske sekter, som på den tid var meget udbredt både i det byzantinske rige og især uden for dets grænser. Blandt de mest tydelige forskelle er dem, der er relateret til Kristus-figuren, hvor de kristne apokryfe bøger udøver en særlig indflydelse på Koranen. I islams hellige bog står der f.eks. følgende: Jesus er Marias søn og blev født som jomfru, men denne Maria er Moses' søster; de mirakler, som Jesus udførte fra barnsben, fortælles i detaljer, og han tildeles navnene Messias, Allahs ånd og Ordet, hvilket sætter ham på et højere niveau end de andre profeter, men det præciseres, at Kristus blot er en Allahs tjener, et menneske som alle andre; det hedder bl.a., at hans død på korset aldrig ville have fundet sted: i stedet for Jesus, ville kun en simulant være blevet korsfæstet.[2].
En anden betydelig forskel, som for islam er noget helt jordisk (endnu en grund til at vi taler om islam som en naturreligion), er at imponere de enkle og rå ørkenboere: grønne haver, fortryllende vandløb, vin, der ikke beruser, jomfruer, der altid er uberørte. Der er intet der kan udtrykke begrebet om det saliggørende syn og de troendes deltagelse i selve Guds liv: Allah er utilgængelig for menneskers syn (6/103).
Endelig er der blandt andre forskelle Allahs forudbestemmelse af menneskelige handlinger (i denne henseende minder islam meget om calvinismen). Der er passager i Koranen, der mere eller mindre er til fordel for eller helt imod den frie vilje, men det er sidstnævnte, der er blevet accepteret, med dygtige rettelser, af den sunnitiske ortodoksi, og som giver islam sit prædeterministiske præg (maktub, ethvert menneskes skæbne, er nøje skrevet og forudbestemt af Gud).
Den egentlige udarbejdelse af Koranen er efter Muhammeds død, hvor man begyndte at samle alle de fragmenter af åbenbaringen, som han havde overladt til sine tilhængere. Sūraerne blev ordnet i rækkefølge efter længde (fra den længste til den korteste, dog med flere undtagelser, også på grund af umuligheden af en logisk eller kronologisk rækkefølge). Det er i samme periode, at de voldsomme kampe og interne splittelser mellem forskellige partier og strømninger begyndte, kampe, der alle er kvalt i blod, og hvor hver side opfandt vers og korancitater à la carte til støtte for deres respektive krav.
Sæt et ansigt på din donation. Hjælp os med at uddanne stiftspræster og religiøse præster.
Det er et arabisk ord, der betyder "udtrådt vej", ligesom halakhah på hebraisk, og det betegner den skrevne lov. Ud fra et semantisk synspunkt kan begge udtryk, det arabiske og det hebraiske, sidestilles med vores "lov" ("direkte" vej, vej at følge). Šarī‛a, islamisk lov eller lov (ifølge den "ortodokse" sunnitiske opfattelse), er baseret på fire hovedkilder:
Da vi allerede har talt om Koranen, skal vi nu se direkte på de tre andre kilder og begynde med sunna (vane, tradition, forfædrenes adfærd), som er et ord, der allerede før Muhammed angiver de traditionelle skikke, der styrede arabernes liv. I islamisk sammenhæng definerer det samme begreb alle Muhammeds udtalelser, handlinger og holdninger ifølge vidnesbyrd fra hans samtidige. Og det er her, at ḥadiṯ kommer ind i billedet, dvs. fortællingen eller beretningen om Muhammads sunna, der er lavet efter et bestemt skema, baseret på isnād (støtte og opregning i opstigende rækkefølge af de personer, der har rapporteret anekdoten op til det direkte vidne til episoden) og matn (teksten, fortællingens krop). Denne kilde var yderst nødvendig, da Islam på tidspunktet for M.s død kun var et udkast til det, der skulle komme. Efter erobringen af så store områder og den deraf følgende konfrontation med nye kulturer var det også nødvendigt at finde løsninger på problemer og vanskeligheder, som "Guds budbringer" aldrig var blevet direkte konfronteret med.
Og det var netop Muhammed, der blev tilkaldt, så han selv kunne præcisere, selv om han allerede var død, en række punkter, der kun var antydet i Koranen eller aldrig var blevet behandlet, i forbindelse med forskellige discipliner. Således blev der skabt et sæt af sande, formodede eller falske traditioner på et tidspunkt, hvor hver af de stridende fraktioner inden for islam hævdede at have M. på deres side og tilskrev ham dette eller hint krav og konstruerede hele apparater af fuldstændig upålidelige vidnesbyrd. Den metode, der blev anvendt for at stoppe denne oversvømmende strøm, var yderst vilkårlig. Der blev nemlig hverken anvendt tekstanalyse eller interne beviser i teksterne (det samme kan siges om koraneksegesen, som er næsten ikke-eksisterende), som i kristendommen er kriteriet par excellence for at bestemme og kontrollere en teksts ægthed. Tværtimod stolede man udelukkende på kautionisternes omdømme: hvis vidneforbindelsen var tilfredsstillende, kunne alt accepteres som sandt. Det skal i den forbindelse bemærkes, at de traditioner, der defineres som de ældste og tættest på Muhammed, er de mindst pålidelige og mest kunstigt konstruerede (hvilket også kan konstateres på grund af den overdrevne sproglige affektion).
Den tredje kilde til islamisk lov, eller Šarī‛a, er qiyās, eller analogidragning, hvor man ud fra undersøgelsen af bestemte og løste spørgsmål fandt løsningen på andre, som man ikke havde forudset. Det anvendte kriterium er i dette tilfælde ra'y, dvs. synspunkt, intellektuel opfattelse, bedømmelse eller personlig mening. Den pågældende kilde blev nødvendig fra islams begyndelse, for som vi har set, havde inkonsekvenserne i Koranen og ḥadīṯ skabt betydelig forvirring og ført til, at traditionen om den ophævende og den ophævede for de to første kilder trådte i kraft.
Men hvis qiyās ikke havde været tilstrækkeligt til at løse alle de uløste spørgsmål, blev der indsat en fjerde kilde, vox populi eller iǧmā‛ (folkelig konsensus), for at skabe et solidt grundlag for hele det juridiske og doktrinære apparat. Denne kilde syntes mere end berettiget, både for koranens citater og for nogle hadīṯ, hvor Muhammed i en af dem påstod, at hans samfund aldrig ville fejle. Den iǧmā‛ kan bestå af en doktrinær konsensus, der er opnået af de juridiske doktorer; af en konsensus om udførelsen, når det drejer sig om skikke, der er etableret i almindelig praksis; af stiltiende samtykke, selv om det ikke er enstemmigt, fra de juridiske eksperter, når det drejer sig om offentlige handlinger, der ikke indebærer en fordømmelse af nogen.
Det konstruktive arbejde med at udlede loven fra de fire angivne kilder (Koranen, sunna, qiyās og iǧmā‛) kaldes iǧtihād (da ǧ-h-d, samme rod som udtrykket ǧihād), eller "intellektuel indsats". Den pågældende indsats, en egentlig udarbejdelse af positiv islamisk lov, dog baseret på et "åbenbaret" ord, varede indtil omkring det 10. århundrede, hvor de juridiske skoler (maḍhab) blev dannet, hvorefter "iǧtihād-portene" betragtes som officielt lukkede. Fra da af kan man kun acceptere det, der allerede er blevet afgjort, uden at indføre yderligere nyskabelser (bid‛a). De mest rigide i denne henseende er wahhabitterne (grundlagt af Muḥammad ibn ‛Abd-el-Waḥḥḥḥab: den wahhabitiske doktrin er den officielle doktrin i kongeriget Sa‛ūd, de absolutte monarker i Saudi-Arabien) og salafisterne (grundlæggere og vigtigste eksponenter: Ǧamal al-Dīn al-Afġāni og Muḥammad ‛Abduh, 19. århundrede; De Muslimske Brødre er en del af denne strømning). Begge bevægelser mente, at der blev indført alt for store nyskabelser i den islamiske doktrin; derfor er det nødvendigt at gå tilbage til oprindelsen, til den gyldne tidsalder, til fædrenes (salaf) tidsalder, især Muhammeds liv i Medina og hans første efterfølgere, kalifferne.
Før vi går videre, kan vi sige et par ord om begrebet ǧihād. Ifølge muslimsk lov er verden opdelt i to kategorier: dār al-islām (islams hus) og dār al-ḥarb (krigens hus): mod sidstnævnte er muslimerne i en tilstand af konstant krig, indtil hele verden ikke er underlagt islam. ǧihād er så vigtig i islamisk lov, at den næsten betragtes som islams sjette søjle. I denne forstand er der to forpligtelser til at kæmpe: en kollektiv forpligtelse (farḍ al-kifāya), når der er et tilstrækkeligt antal tropper, og en individuel forpligtelse (farḍ al-‛ayn) i tilfælde af fare og forsvar af det muslimske samfund.
Der er to typer ǧihād, en lille og en stor. Den første er pligten til at kæmpe for at udbrede islam, den anden er den daglige og konstante individuelle indsats på Guds vej, i praksis en omvendelsesvej. Det er gennem ǧihād, at mange kristne lande er faldet, oftest ved kapitulation, i islamiske hænder og i dette tilfælde deres indbyggere, der betragtes som "pagtens folk" eller ahl al-ḏimma, eller blot ḏimmī, er blevet beskyttede undersåtter for staten, andenklasses borgere, der er underlagt betaling af en kapitulationsskat, kaldet ǧizya, og en tribut på den jord, de ejer, ḫarāǧ.
Gerardo Ferrara
Uddannet cand.mag. i historie og statskundskab med speciale i Mellemøsten.
Ansvarlig for de studerende
Det Hellige Kors' Universitet i Rom
