El nazismo no solo se crearía instituciones para su desarrollo, como la Sociedad Alemana para la Higiene Racial (1904), sino que países tan democráticos como Estados Unidos, Dinamarca o Suecia aprobaron leyes restrictivas para los portadores de enfermedades hereditarias que llegarían hasta la esterilización forzosa, eugenesia y eutanasia.
Estas ideas –de eugenesia y eutanasia, sin llamarlas así– calaron en algunos dirigentes nacionalsocialistas, Adolf Hitler incluido, deseosos de afirmar la supremacía de la raza aria librándola de cualquier posible mácula.
Más allá de las teorías y los objetivos plasmados en innumerables libros, la primera medida oficial tuvo lugar el 14 de julio de 1933, apenas transcurrido medio año desde su llegada al poder en Alemania, con vedtagelsen af loven om beskyttelse af arvelig sundhed.
Establecía que quienes sufrieran de “imbecilidad congénita, esquizofrenia, demencia maniacodepresiva, epilepsia hereditaria, enfermedad de Huntington [...] y alcoholismo agudo” debían ser esterilizados, y se crearon tribunales especiales para velar por su cumplimiento. ¿Es o no es esto una forma de eutanasia y eugenesia?
På trods af klager fra den katolske kirke og nogle personligheder antages det, at mellem Mellem 1933 og 1945 blev omkring 400.000 tyskere tvangssteriliseret.. Andre tilfælde, som loven ikke tager højde for, blev medtaget, f.eks. børn af tyske mødre og franske kolonisoldater, der blev født i Ruhrområdet under den galliske besættelse (1923-25).
Men som Hitler selv indrømmede i 1935 over for Dr. Gerhard Wagner, lederen af det nationalsocialistiske selskab af tyske læger, var han det syntes nødvendigt at gå videre, selv om situationen endnu ikke tillod det.. Der måtte tages skridt, indtil tiden var inde, og den tid ville komme med krigstrommer.
En plakat fra en konference om eugenik i 1921, der viser de amerikanske stater, som havde indført sterilisationslove.
Den 20. februar 1939 blev Gerhard Kretchmar født i den lille saksiske by Pomssen. Det, der skulle have været en glæde for hans forældre Richard og Lina, blev til fortvivlelse. Han manglede en arm og et ben, var blind og led af andre sygdomme. Da han spurgte sin familielæge, sagde denne, at det bedste, der kunne ske, var, at han skulle dø.
Overbeviste nationalsocialister, Forældrene anmodede Hitler om at få dette, i betragtning af, at den eutanasia-eugenesia var ulovlig. Kansleren imødekom anmodningen og sendte sin personlige læge Karl Brandt til Leipzig for at indsamle alle oplysninger og handle, hvis han fandt det nødvendigt. Den 25. juli 1939 døde barnet med alles samtykke efter at have fået en indsprøjtning med Luminal.
Muligvis, den overbevisning, at en bred del af det tyske samfund ville forstå la ampliación de las medidas eugenésicas movió al régimen a dar un paso más. Días antes, a cuenta del caso, había tenido lugar una reunión secreta en una villa en la berlinesa Tiergartenstrasse, 4.
En el encuentro, presidido por el propio Brandt y Philipp Bouhler, jefe de la Cancillería del Führer en el NSDAP, participaron distintos miembros del Ministerio del Interior, así como prestigiosos médicos y psiquiatras.
Der satte han sig det mål at establecer un programa de eutanasia-eugenesia a gran escala der påvirker patienter incurables, en el argot nazi, 'vidas indignas de ser vividas', y así poder darles una 'muerte misericordiosa'.
Under diskussionen blev muligheden for at udarbejde en lov om eutanasi overvejet, men det blev konkluderet, at en stor del af befolkningen, især kirkerne, ikke ville forstå den. Det blev derefter besluttet at træffe disse foranstaltninger på en diskret og skjult måde, para que no se pudiera hablar de asesinato.
Una de las primeras fue la creación del Comité del Reich para el registro científico de enfermedades hereditarias y congénitas, que elaboraría un censo de los recién nacidos con deficiencias.
La reunión final tuvo lugar el 5 de septiembre. En ella se exhibió un documento firmado el día 1 (fecha de la invasión de Polonia) por Hitler que señalaba: «El Reichsleiter y el doctor en medicina Brandt están encargados, bajo su responsabilidad, de extender las atribuciones de ciertos médicos que serán designados nominalmente.
Estos kan give en barmhjertig død til syge, som de har vurderet som uhelbredelige i henhold til den strengest mulige vurdering". Alle troede, at den tyske offentlighed, der var optaget af krigen, ikke ville være særlig opmærksom på den.
Samtidig blev der iværksat en kampagne for at at gøre det tyske samfund opmærksom på den økonomiske og sociale belastning af økonomien og samfundet que suponía mantener con vida a estas personas.
De los libros y folletos se pasaría a cortometrajes como Das Erbe (La herencia, Carl Hartmann, 1935), y a exitosos largometrajes como Ich klage an (Yo acuso, Wolfgang Liebeneiner, 1941).
I mellemtiden fik børnene i skolerne opgaver som denne: "Hvis det koster 500.000 mark om året at opretholde en sindssygeanstalt for uhelbredelige sindslidende og det koster 10.000 mark om året at bygge et hus til en arbejdende familie, så blev børnene spurgt: "Hvis det koster 500.000 mark om året at opretholde en sindssygeanstalt for uhelbredelige sindslidende og 10.000 mark om året at bygge et hus til en arbejdende familie, Hvor mange familieboliger kunne der bygges om året med det, der bliver spildt på asylet?".
Karl Brandt, Hitlers personlige læge og organisator af Aktion T-4.
Operationen blev iværksat under navnet Aktion T-4, efter det palæ i Tiergartenstrasse, hvor den var baseret. Hospitaler og sindssygehospitaler i hele Riget blev tvunget til at indberette de patienter, der blev betragtet som uhelbredelige..
. De skulle gøre det ved hjælp af en formular, som blev udarbejdet af indenrigsministeriet, og som omfattede tre grupper:
Når journalerne ankom, gennemgik tre læger dem og satte kryds i en boks, der afgjorde den pågældende persons fremtid. Et rødt kryds betød død, et blåt kryds betød liv, og et spørgsmålstegn betød tvivl med fremtidig revision.
De første blev hentet af store grå busser, der blev brugt af Deutsche Post, postvæsenet, og som havde det særlige kendetegn, at vinduerne var sorttonede.
Kort efter at patienterne var blevet overført, modtog deres familier et nyt brev med besked om deres død.
Destinationen var et af seks gasningscentre: Grafeneck, Hartheim, Sonnenstein, Brandenburg, Bernburg og Hadamar. Her blev følgende udført en overfladisk visuel undersøgelse, der kun sparede få for øjeblikkelig død. Meget små børn blev fjernet med injektioner af morfin eller scopolamin.
Selv om familien blev underrettet om overførslen, blev der ikke givet mange detaljer. Al cabo de poco, recibía una nueva carta informando de la defunción y su supuesta causa, y anunciando que el cadáver había sido incinerado por motivos de salud pública.
En algunos casos se añadían las cenizas, y en otros se daba un corto plazo para que pudieran ser recogidas por los familiares.
Antallet af berørte grupper steg støt og roligt. Et direktiv forpligter læger og jordemødre til at indberette børn, der fødes med misdannelser.Kort efter blev forældrene informeret om, at der fandtes særlige sanatorier til deres pleje og rehabilitering, og der blev søgt om deres tilladelse til at overføre dem til centre, hvorfra næsten ingen vendte tilbage.
Karl Brandt (til højre) sammen med Adolf Hitler og Martin Bormann. Bundesarchiv, Bild 183-H0422-0502-001 / CC-BY-SA 3.0
Las cartas de condolencia, por otra parte, no siempre resultaban convincentes. Algunas contenían errores de sexo o edad, y las patologías del difunto no siempre casaban con la causa de la muerte. A veces la urna estaba vacía, o había dos urnas para una misma persona.
La presión sobre el personal de los centros comenzó a ser excesiva, y Rygterne begyndte at sprede sig i de landsbyer, der lå i nærheden af sanatorierne.
Allerede den 19. marts 1940, Theophil Wurm, den protestantiske biskop i Württemberg, sendte et brev til indenrigsministeren og bad om en forklaring.. Seguirían otros, mientras las familias se mostraban cada vez más reacias a los traslados.
Sin embargo, el aldabonazo a la Aktion T-4 lo puso el obispo de Münster, Clemens August von Galen, en su homilía del 3 de agosto de 1941.
Biskop Clemens August von Galen.
I prædikenen, som blev gengivet i nogle af bispedømmets sogne, sagde von Galen: "Der er en udbredt mistanke, som grænser til sikkerhed, om, at så mange uventede dødsfald blandt psykisk syge skyldes ikke naturlige årsager, sino que han estado deliberadamente programadas, y que los oficiales, siguiendo el precepto según el cual está permitido destruir ‘vidas que no merecen ser vividas’, matan a personas inocentes, si se decide que estas vidas no tienen valor para el pueblo y para el Estado.
Es una doctrina terrible que retfærdiggør mord på uskyldige menneskersom giver carte blanche til at dræbe invalider, misdannede, kronisk syge, ældre, der ikke kan arbejde, og syge, der lider af en uhelbredelig sygdom.
La denuncia no podía ser más alta y clara, e hizo mella. La oposición a las medidas eutanásico-eugenésicas arreció, al tiempo que el nerviosismo de los ejecutivos de la Aktion T-4 aumentaba.
Inmerso en la campaña contra la URSS, Hitler no quería ningún malestar social en la retaguardia, por lo que no le quedó más remedio que suspender 'oficialmente' la operación el 24 de agosto de 1941.
Se llevaban para entonces registradas 70.273 víctimas. Sin embargo, recientes estudios sugieren que la operación continuó de forma encubierta y con otros métodos.
Aunque los traslados cesaron, una inyección mortal, la intoxicación con medicamentos o la inanición sustituyeron al gas. Antallet af ofre vil sandsynligvis aldrig blive kendt, aunque muy bien podrían rondar las 200.000.
Publicado originalmente en La Vanguardia.
