Martín Fabián Miranda Gularte er præst i stiftet Salto i Uruguay.
Hans kald begyndte som barn, og hans familie siger, at han altid sagde, at han ville være præst, selv om han ikke rigtig vidste, hvad det betød.
Som barn måtte hans familie flytte til Argentina, og det første, de gjorde, var at skrive ham ind i en sognegård, hvor han lærte Jesus at kende og uddybede sin tro.
Denne integration i sognets liv førte til, at han fik et venskab med sognepræsten, som senere skulle hjælpe ham i hans proces med at finde et kald. Præsten var en nøglefigur, da han kom ind på præsteseminariet, da han kun var 13 år gammel.
"På seminariet opdagede jeg det, der skulle blive min anden store familie. Den familie, der voksede op omkring de bånd, som troen giver os, omkring Guds faderfigur, som giver os uendelig kærlighed.
Efterhånden som jeg voksede, voksede også mit venskab med Jesus.
Da tiden var inde, vendte jeg hjem, tilbage til stiftet Salto i Uruguay. Her afsluttede jeg mine studier på det interdiokesiske seminarium i Montevideo.
Endnu en gang møder jeg en familie, seminarfamilien.
Den 6. april 2013 indtraf det mest afgørende øjeblik: min indvielse til præstekaldet og dermed min ordination. Jeg husker den dag som noget helt særligt, ikke kun fordi det var et så vigtigt øjeblik. Men også fordi jeg blev ledsaget af mere end 1.500 mennesker fra stiftet. Det gjorde det til en fest, ikke kun for mig, men for alle i lokalsamfundet.
Fra dengang og indtil i år, hvor min biskop sendte mig til Rom for at fortsætte min uddannelse, har jeg været præst i et sogn i de sidste syv år.
Jeg har lært at være præst, jeg har fulgt folk, deres trosprocesser, og jeg har lært meget af dem. Men frem for alt er det, der er forblevet indgraveret i mit hjerte, deres hengivenhed, deres kærlighed til Jesus og alt det, de gav til Kirken: deres tjeneste, deres bøn og deres engagement i troen.
Når jeg er her i Rom, har jeg reageret på Guds kald, som bad mig om en ny udfordring, og som enhver ny udfordring indebærer det en forpligtelse. Jeg regner med Guds nåde i dette nye engagement.
Noget, som jeg har opdaget i mit liv, og som har fulgt mig, er, at hvert skridt, jeg har taget, altid har været ledsaget af Guds kærlighed og også af mange menneskers kærlighed og engagement.
Jeg ville ikke være præst, hvis ikke mange mennesker havde været dedikerede, som gennem deres bønner, kærlighed og engagement har hjulpet mig på vej.
Jeg forstår, at det er et privilegium at være her i Rom, men det er også takket være de mange mennesker, der ledsager mig med deres bønner, deres hengivenhed og deres gavmildhed.
Vi bruger også hele vores liv på at uddybe vores viden om teologi, men vi glemmer ikke, at vores liv har mening, så længe vi giver det til Gud til gavn for vores brødre og søstre".
