Cleyver Josué Gómez Jiménez er seminarist fra bispedømmet Punto Fijo i Venezuela og studerer på tredje år på bachelor i teologi på universitetet i Navarra.
"Da jeg var 15 år gammel, begyndte jeg at gå i kirke på opfordring fra nogle nonner (Missionaries of Parish Action), som besøgte mit sogn.
Lidt efter lidt gav Gud mig små "opgaver" undervejs.
Jeg var koordinator for sognets ungdomsgruppe, repetitor for den missionære animationstjeneste "Jovenmisión", stiftskoordinator for ungdomspastoral, og på det tidspunkt blev jeg færdiguddannet som social kommunikator, og i flere år arbejdede jeg i radio- og tv-medier med religiøse programmer.
I mit hjerte følte jeg stadig en rastløshed, og jeg forstod, at Gud bad om mere af mig.
Efter en proces af skelnen besluttede jeg mig den 13. maj 2014, på Vor Frue af Fatimas fest, under Jomfru Marias moderlige beskyttelse, at acceptere dette eventyr, som Gud inviterede mig til, nemlig vejen til præsteskabet!
Jeg blev optaget på San Ignacio de Antioquia-seminariet i ærkebispedømmet Coro for at begynde min rejse mod præsteembedet. Da jeg var færdig med mine filosofistudier, overraskede Gud mig igen gennem min biskop, som meddelte mig, at han ville sende mig til Spanien for at studere på det internationale seminarium Bidasoa.
I det øjeblik havde jeg en blanding af følelser i mig, men det, der fyldte mig mest, var uden tvivl glæden over at forstå, at Gud stadig ledte mig på denne vej af tjeneste og engagement.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig, ikke engang i mine vildeste drømme, havde troet, at jeg nogensinde ville kunne forlade mit land, endsige sætte mig på et fly, fordi min familie ikke har store økonomiske ressourcer, og situationen i mit land er ikke den bedste.
På trods af alt begyndte Gud at åbne vejen for at opfylde min biskops ønske, som også var blevet mit ønske.
Jeg var meget begejstret for at se videoer på internettet om Bidasoa og for at finde ud af, hvordan dette velsignede sted ville være, hvor Gud inviterede mig til at fortsætte med at forme mig som en pottemager.
Den 8. september 2019 ankom jeg til Bidasoa og var lidt ked af at forlade min familie, men Gud, som ikke lader sig overgå i generøsitet, har givet mig endnu en meget stor og forskelligartet familie af seminarister og formænd. Jeg har styrket mit svar på dette kald, som Herren har givet mig, takket være alt det, jeg har kunnet opleve under uddannelsen i Bidasoa.
Jeg vil tillade mig at fortælle Dem en anekdote om en person, som jeg elsker meget højt, og som uden tvivl har været hovedpersonen i denne proces, nemlig min lille mor i himlen, Jomfru Maria. I 2012, to år før jeg gik på seminariet, faldt jeg over en artikel i avisen, der talte om en marianisk hengivenhed, som jeg ikke kendte på det tidspunkt, nemlig Vor Frue af Søjlen.
Jeg læste den med stor entusiasme, og fra den dag kom jeg til at læse bøger, anmeldelser, billeder, malerier... Alt om Jomfru Pilar; jeg husker, at jeg som en spøg plejede at gentage for mine venner, at Jomfru Pilar jagtede mig, fordi hun viste sig for mig overalt.
En dag kom en dame til det sted, hvor jeg arbejdede, og gav mig en nål af Jomfru Pilar, som hun havde købt ved Mariahelligdommen i Spanien. Jeg takkede hende og husker, at jeg fortalte hende, at denne nål var det tætteste, jeg kunne komme på dette velsignede sted, og hun svarede, at hvis Jomfruen fulgte mig, ville hun give mig nåden til en dag at besøge det sted, hvor hun viste sig for apostlen Jakob.
Syv år senere fandt dette længe ventede møde med Guds Moder sted i hendes helligdom takket være en udflugt fra Bidasoa-seminariet. Her forstod jeg, at det at være her er en nåde, som Gud har lagt på min vej, jeg er mere og mere sikker på mit kald, og for at udtrykke det kan jeg godt lide at bruge den hellige Thereses af Lisieux' sætning "Mit kald er kærlighed".
Tak, fordi du er en del af min historie.
