"Jeg hedder Carlo Emmanuel Dy. Jeg er fra Filippinerne. Jeg er treogtyve år gammel. Jeg er født i Makati City i Manila. Mine forældre er gift. Jeg har en søster og en bror, vi er tre. Jeg er den ældste af dem.

I år er mit syvende år som seminarist. Jeg er i den formative fase af uddannelsen. Min far arbejder i udlandet som vedligeholdelsesofficer på et skib. Han var en krydser. Min mor er husmor. Hun tager sig af mine søskende. Vi har et simpelt liv i mit land. Jeg plejede at være alterdreng, da jeg var barn. Jeg elsker at tjene kirken i forbindelse med sakramenterne. Jeg plejede at ledsage min sognepræst, hver gang han fejrede messe. Jeg begyndte på præsteseminariet i 2016. Jeg dimitterede sidste år med en bachelorgrad i filosofi med hovedfag i klassisk filosofi fra St. Charles Seminary, Makati City. Det er første gang, jeg studerer i udlandet. Det er en stor mulighed for vores bispedømme og for vores lokale kirke. Vores bispedømme har ikke sin egen filosofiskole. Så fra Cavite plejede vi at rejse hver dag til St. Charles Seminary. Det tager to timer at rejse hver dag. Det har altid været vores biskops vision at etablere et kollegium i vores stift. Det er derfor, vi er sendt hertil. Vi er to fra vores stift, som er blevet sendt hertil i Spanien. Vi er de første, der er blevet sendt.

Jeg takker velgørerne, især CARF, for at støtte hver enkelt seminarists behov med hensyn til deres studier og velfærd. Tak Gud for dit gode hjerte. I er alle altid i vores konstante bønner."

"Ønsket om et præstekald var ikke engang i mine vildeste drømme. Selv om jeg betragter vores familie som religiøs, var det at gå i kirke hver søndag en ugentlig kamp for mig. Der var en tid, hvor min far bogstaveligt talt måtte bære mig ud af mit værelse for at komme i kirke. Det var svære dage, og det indpodede den dovenskab i mig, at jeg ikke rigtig havde lyst til at gå i kirke. Jeg kan også huske, at min eneste motivation for at gå i kirke var at spise ude efter messen. Hvis vi ikke spiste ude efter messen, blev jeg meget ked af det. Det var mine barndomsminder om kirken.

Min barndomsdrøm var at blive lærer. Jeg har altid beundret mine lærere, lige siden jeg gik i børnehave. De havde noget over sig, som gjorde læring meget interessant, en slags kunst, som fik os til at lytte. Jeg har altid ledt efter denne kvalitet hos alle de undervisere, jeg har mødt. At uddanne er for mig det mest ædle erhverv af alle. På vores terrasse havde vi en lille tavle og kridt. Min søster og jeg plejede at lege skole. Jeg var læreren, og hun var eleven. Jeg plejede at være den strenge lærer, når vi legede.

I sommeren 2014 inviterede min bedste ven fra gymnasiet mig med til altergang. Jeg sagde: "Er du syg?" Det forekom mig, at det bare faldt ham ind at invitere mig til at gå i kirke og være med i alterdrengene. Men da jeg lagde mærke til, at han kunne lide en pige, der var medlem af koret, forstod jeg hans intentioner. Men af ren nysgerrighed meldte jeg mig alligevel som alterdreng. Et år som alterdreng var en interessant oplevelse. Jeg lærte en masse om liturgi, disciplin, hengivenhed, venskab, mindreværd og lydighed. Indtil min bedste ven forlod tjenesten. Han forsvandt pludselig uden varsel.

Jeg havde også lyst til at forlade præstegerningen, men da vi havde en sommerlejr for alterdrenge, blev jeg opmuntret til at blive. Det skete på bispedømmets præsteseminarium. Det var min første lejr. Jeg vidste ikke noget om camping ud over at sove udenfor eller i telt og sidde omkring lejrbålet. Så den lejr for alterdrenge var anderledes. Der var workshops, talentshows og sport. Det var sjovt og umagen værd.

Efter et år så jeg et Facebook-opslag fra stiftsseminariet, som annoncerede et søgeprogram for unge, der ville se og opleve livet på et præsteseminarium. Jeg ignorerede det, men det gjorde min sognepræst ikke. Han spurgte mig, om jeg var interesseret i at deltage i programmet. Jeg svarede nej. Men han gentog og opmuntrede mig ved at sige, at jeg ikke ville være alene, for vi ville være fire i sognet, der ville deltage. De tre andre var mine kolleger i ministeriet. Dermed kom jeg med i programmet. Det var hver lørdag eftermiddag på samme tid som vores møder med alterdrengene. Så vi sprang møderne og øvelserne over for at deltage i seminarieprogrammet. Det år gik jeg i 10. klasse. Mine forældre spurgte mig om universitetsstudier, hvor jeg ville studere. Med det søgeprogram, jeg deltog i, ville jeg lidt efter lidt gerne ind på præsteseminariet. Jeg svarede ikke mine forældre. De vidste i øvrigt heller ikke, at jeg gik på det nævnte program på seminariet. De plejede at tro, at jeg var i kirken og deltog i alterdrengenes møder. Jeg deltog i hele det otte måneder lange søgeprogram uden mine forældres viden.

Da jeg skulle begynde på universitetet, sagde jeg til mine forældre, at jeg gerne ville læse på seminariet. De afviste mit ønske. Så jeg fortalte min sognepræst om min kamp. Han sagde, at jeg skulle bede og ikke bekymre mig. Til sidst fik jeg lov til at komme ind på seminariet i et år. Vi havde en aftale. Efter et år på seminariet fik jeg at vide, at jeg skulle forlade det og tage en anden uddannelse. Men mit første år på seminariet var den lykkeligste dag i mit liv. Før troede jeg, at kirkelige ting kun var for voksne. Men da jeg begyndte at studere katekismen, sakramenterne, introduktion til filosofi, latin og logik, sagde jeg til mig selv: "Det her er meget interessant".

Men mine forældre ville ikke have, at jeg skulle fortsætte et år mere. De tog endda hen på seminariet for at lede efter mig. Men på det tidspunkt gik jeg i klasse. Den tid var meget hård for mig. Det virkede, som om jeg fulgte min egen vilje og ikke Guds vilje. Derfor er det et Guds bud at ære mine forældre. Men jeg blev forelsket i seminarieuddannelsen. Det var to års kamp, før de endelig accepterede det kald, jeg havde valgt. Jeg tror, at dette præstekald, som jeg forfølger, renser mine forældres kald til det gifte liv. Hver anden uge havde vi familieweekend. Det vil sige, at jeg tog hjem på weekend. Lidt efter lidt lagde jeg mærke til familiens omvendelse. Hver gang jeg tog hjem på familieweekend, bad vi rosenkrans efter middagen. Jeg tror, at Guds nåde gennem gode gerninger i ethvert valgt kald hjælper med at forbedre personen og helbrede ethvert sår fra fortiden.

Jeg er nu i gang med mit syvende år på seminariet. Hvert år er en gave fra Gud. Hvert år er nyt. Uddannelsen lærer mig at skelne godt. At se på tingene i deres nyhed. Ikke at vænne mig til og leve et rutinepræget liv. Når alt kommer til alt, ophører Herrens standhaftige kærlighed aldrig. Den er ny hver morgen, og det er det, der gør den stor. Den eneste rutine, vi skal leve efter, må være at elske den, der kalder: Gud. At elske Gud over alt andet, fordi han først elskede os og åbenbarede det gennem sin søn, Jesus Kristus.