Emmanuel Enwenwen blev født ind i en katolsk familie i Nigeria. Som 12-årig kom han ind på et mindre præsteseminarium, og mange år senere, "drevet af en glødende iver efter at tjene Gud og menneskeheden", trådte ind i det store seminarium. Efter et årti med uddannelse blev han ordineret til præst den 7. juli 2018.
-At vokse op i en katolsk familie og i et katolsk samfund har haft stor positiv indflydelse på min tro. Jeg voksede op med at se katolske præster som agenter for håb på grund af den rolle, de spillede i vores samfund.
Uselviskheden hos disse præster, som viede deres liv til at tjene de trængende og syge, var en stor inspirationskilde for mig. Ønsket om at bringe budskabet om håb til mennesker i deres svære tider blev en brændende iver, der førte mig til altrene.
-Deres reaktion var positiv. De forsikrede mig om deres støtte og lovede aldrig at være en hindring for mine fremskridt og min mission. Den støtte har jeg nydt godt af indtil i dag. Jeg skylder dem evig taknemmelighed og beder for dem hver dag.
-Den katolske kirke i Nigeria er forblevet en mor med fokus på alle sine børns frelse. Det har givet mange positive resultater, som det ses i hjælpen til Masse.
Dette trosengagement ses også i antallet af kald til både præste- og ordenslivet. For nogle få år siden var vi modtagere af missionærer, som kom for at evangelisere os. I dag er mange nigerianere blevet missionærer i forskellige dele af verden.
-Den katolske kirke i Nigeria står over for mange udfordringer i bestræbelserne på at opfylde sin åndelige og sociale mission. Et af de største problemer er usikkerhed. Der er vold fra oprørsgrupper, banditter og kidnappere, som angriber gejstlige, lægfolk og endda gudstjenester, hvilket forstyrrer de pastorale aktiviteter og spreder frygt. I nogle dele af landet er kirken faktisk blevet en nem vej til martyrdøden.
-Den katolske kirkes fremtid i Nigeria har stor betydning, ikke kun for de troende, men for selve nationens sjæl. Med en ung og levende befolkning har kirken kapacitet til at omforme nationens moralske landskab. Med de mange unge mennesker på seminarierne og i klostrene er der desuden stort håb om kontinuitet i fremtiden.
-At studere i Rom er det bedste, der kan ske for en katolsk præst. Bortset fra de rige akademiske muligheder, her i Roma historie og tro mødes. Jeg sætter stor pris på den multikulturelle karakter af Pontifical University of the Holy Cross, som har udsat mig for de forskellige kulturer i verden. For mig er det en lang periode med læring, aflæring og genlæring.
-Præstedømmets gave er for mig en af de største velsignelser, jeg har modtaget fra Gud. Jeg betragter mig selv som en uværdig tjener, der er blevet betroet det største privilegium at tjene Guds folk.
Jeg føler mig privilegeret over at fejre den hellige eukaristi hver dag og over at være bærer af Kristi gode nyheder, som er et budskab om håb. Jeg er ikke kun glad for at være præst, men jeg er også tilfreds og taknemmelig for det privilegium, det er at være præst.
-Jeg studerer institutionel social kommunikation. At være professionel inden for kommunikation udstyrer mig med mange værktøjer til mit pastorale arbejde i dagens foranderlige verden. God kommunikation bidrager i høj grad til succes i missionsarbejdet.
Min uddannelse giver mig et kritisk øje til at læse virkeligheden omkring mig og til at formidle et budskab, der bringer håb til de mennesker, der er betroet min omsorg. Den viden, jeg har fået her, vil jeg give videre til andre unge mænd, der forbereder sig til præstegerningen i Nigeria.
Det oprindelige interview blev offentliggjort i Omnes
