I dag fortæller vi om seminaristen Sthabiso Zibanis kald som præst i Sydafrika, hvor han kæmper for at forny troen i sit bispedømme på trods af fortidens sår.
Han er den fjerde af fem søskende og søn af to økonomilærere i gymnasiet. Hans forældre dannede en familie, hvor den katolske tro først fik fodfæste på hans mors side og senere blev omfavnet af hans far, mange år efter at de var blevet gift.
Seminarist Sthabisos kald som kommende præst voksede op i et hjem med rødder i evangeliet og zulukulturen, hvor livet drejede sig om tre søjler: hjem, skole og kirke.
"Vores far var en sen konvertit, men hans vidnesbyrd gjorde et dybt indtryk på mig. Vi voksede op i en typisk katolsk og zulu-familie: kærlighed og respekt for Gud, for hinanden og for fremmede, som vi betragtede som vores naboer.
Hans forældre opmuntrede både ham og hans søskende til at udforske deres talenter, og han blev hurtigt et rastløst og nysgerrigt barn: Han prøvede fodbold, cricket, debatklubber, kor ... Og som alle andre unge på hans alder oplevede han også en hemmelig kærlighed. "En kæreste, som mine forældre aldrig kendte til," indrømmer han med et genert smil. Men inden i ham brændte fra en meget ung alder et spørgsmål, som han ikke kunne få til at forstumme: kaldet til at blive præst.
"Jeg vidste, at jeg ikke ville gifte mig med den pige, jeg elskede højt. Så jeg gav slip på min kæreste og besvarede kaldet. Jeg betroede mig til Kristus, så han kunne give mig styrken til at elske radikalt, hinsides romantiske interesser og professionelle ambitioner," siger han.
Hans beslutning var ikke let: For at følge sit kald opgav han sine ingeniørstudier, sin komfort og alt, hvad han kendte, for at slå ind på en vej, som ingen i hans familie havde betrådt før.
Når han taler om sit præstekald, sænker Sthabiso stemmen en smule. Han erkender, at han er blevet inspireret af mange mennesker, men først og fremmest af sin familie og især af sin far: "I min familie lærte og observerede jeg den faderlige kærlighed, vi modtog. Mange vil blive overraskede over at høre, at min egen far er en inspiration for præstelivet. Selv om han ikke er præst, ser jeg i ham den præstelige dyd af selvopofrelse, selv nu, i alderdommens morgen".
Efter hans far var det hans sognepræster, der hjalp ham med at opdage Guds vilje i hans liv. Men først og fremmest Kristus: "Den gode hyrde ser det lamme får, som jeg er, og kommer efter mig. Han samler mig op og bærer mig på sine skuldre. Det er på grund af ham, at jeg vil være præst: så flere lamme får kan finde tilflugt på de samme skuldre".
Bispedømmet Eshowe accepterede hans ansøgning og har fulgt ham lige siden. Han tilbragte et år på St Ambrose House of Formation for aspiranter i ærkebispedømmet Durban og endnu et år på St Francis Xavier's Orientation Seminary.
Efter denne træningsperiode i Sydafrika blev Sthabiso optaget på Bidasoa internationalt seminar (Pamplona), hvor han i dag fortsætter sit eventyr mod præstegerningen og går med rolige og konstante skridt.
Den kulturelle kontrast har været enorm, og det spanske sprog er stadig svært for ham: "I undervisningen og under prædikenerne farer jeg nogle gange vild. Men jeg skylder Gud, at jeg er nået så langt," siger han uden antydning af klage.
Bispedømmet Eshowe er hjemsted for ca. 2,8 % af regionens befolkning. Det blev grundlagt i 1921 og oplevede en støt vækst i antallet af katolikker indtil 1980'erne, hvor antallet begyndte at falde.
"Der er mange faktorer, der bidrager til dette. Den vigtigste er vel den politiske ustabilitet på den tid, hvis stank stadig hænger ved i dagens samfund".
Med den sindsro, hvormed han betragter sit land på afstand, lægger Sthabiso ikke skjul på den smerte, han føler over kirkens nuværende situation i Sydafrika. I dag gennemgår kristendommen en dyb identitetskrise: Kolonialismen efterlod åbne sår, og den katolske kirke opfattes af nogle som en del af den fortid.
"De fleste mennesker føler, at kolonialismen frarøvede dem deres identitet og bebrejder derfor den katolske kirke og andre kristne trossamfund. Det har givet anledning til en stærk tilstedeværelse af identitets- og kulturpolitik, som bevidst udelukker Gud og kirken," fortæller han med beklagelse, men uden at miste håbet.
Dette forstærkes af indflydelsen fra vestlig mystik, blandet med afrikanske forfædres religioner, og en dyb økonomisk krise, der til dels skyldes politisk korruption. Alt dette tvinger mange til at arbejde, selv om søndagen, og til at lægge samfundslivet bag sig.
"En god lektie, vi kunne lære af Europa, er at respektere historiske religiøse steder ... Vores gamle kirker forfalder. Ak, hvis folk ikke længere går i kirke, vil templerne blive glemt ... lidt efter lidt," beklager han.
Der er dog en gnist af håb, der brænder klart: ungdommen. "Den mest levende del af kirken i Sydafrika er uden tvivl de unge," siger han med overbevisning.
I stedet for at lade sig rive med af verdens ideologier leder mange unge mennesker efter dybe grunde til at tro, leve og håbe.
"Det er netop på grund af identitetskrisen, at de unge går i dybden. Og selv om mange har svært ved at få enderne til at mødes, har de stadig håb om, at Gud vil give dem en løsning".
De fleste af de katolske troende i hans land, især de unge, lever beskedent, både i den måde, de præsenterer sig på over for verden, og i deres liturgier. For denne unge sydafrikanske seminarist, Kirkens fremtid handler om autenticitet: enkelhed, sandhed og troskab.
I dag tager Sthabiso stille, men sikre skridt mod ordination på et sprog, han stadig er ved at lære, og i en kultur, der er meget forskellig fra hans egen. Han har været i Spanien i knap et år og begynder snart på sit andet år af bacheloruddannelsen i teologi.
Han længes efter en dag at vende tilbage som præst til sit hjemlands sårede hjerte. Derfor har hver eneste lektion, hver eneste bøn, hver eneste indsats et klart mål: mændene og kvinderne i hans elskede Eshowe, som tørster efter autentisk tro. "Jeg takker Gud for mit kald, og jeg ønsker af hele mit hjerte at svare med al min kærlighed på dette kald.
For i sidste ende måles hyrdens hjerte på de sårede får, som han håber at møde og omfavne med Kristi kærlighed.
Marta Santín, Journalist med speciale i religion.
