La Vor Frue af Fatima er en af de mest kendte og ærede Maria-anråbelser i den katolske kirke. Dens historie begynder i en lille landsby i Portugal og har spredt sig til hele verden som et budskab om håb, omvendelse og fred. Denne marianske andagt har rørt millioner af troendes hjerter, som i den ser en manifestation af Marias moderlige kærlighed til menneskeheden og en indtrængende opfordring til omvendelse.
Det hele begyndte i 1917 i landsbyen Cova da Iria nær byen Fátima i det centrale Portugal. Det år hævdede tre unge hyrder - den 10-årige Lucia dos Santos og hendes fætre Francisco og Jacinta Marto på henholdsvis 9 og 7 år - at de havde set en "dame, der var lysere end solen" under en af deres hyrdeture. Synet fandt sted den 13. maj og var det første i en serie på seks åbenbaringer, som blev gentaget den 13. i hver måned indtil oktober samme år.
Børnene beskrev Vor Frue af Fatima som en kvinde klædt i hvidt, med en rosenkrans i hænderne og et ansigt fuld af mildhed og sindsro. På trods af manges indledende skepsis begyndte folk at strømme til stedet for åbenbaringerne, efterhånden som rygterne spredte sig. Den sidste åbenbaring, den 13. oktober 1917, blev ledsaget af det, der blev kendt som "solens mirakel", og som blev overværet af titusinder af mennesker, både troende og ikke-troende. Mange vidner rapporterede, at de så solen danse, dreje rundt og udsende ekstraordinære farver, før den så ud til at falde til jorden og derefter vende tilbage til sin plads på himlen.
Vor Frue af Fatima viste sig ikke kun for de tre børn som en ekstraordinær gestus, men hun kom også med et meget specifikt budskab. Hendes tilsynekomst fandt sted i en særlig turbulent historisk kontekst: Europa var midt i Første Verdenskrig, og i Rusland var den kommunistiske revolution under opsejling. I denne sammenhæng kom Maria med ord, der, selv om de var dybt åndelige, havde konkrete konsekvenser for folkets historie og liv.
I åbenbaringerne talte Vor Frue af Fatima hovedsageligt om tre centrale temaer: omvendelse af hjertet, bod for synder og bøn - især den hellige rosenkrans - som et middel til fred.
Et af de mest kendte og omdiskuterede aspekter af Vor Frue af Fatimas åbenbaringer er de såkaldte "tre hemmeligheder". Det var åbenbaringer, som Vor Frue betroede de små hyrder, og som til sidst ville blive afsløret, hver til sin tid.
I åbenbaringen den 13. juli fik børnene et chokerende syn af helvede. Lucia beskrev det som et stort hav af ild, hvor der var lidende sjæle ledsaget af forfærdelige dæmoner. Dette syn blev ikke givet for at sprede frygt, men for at vise syndens alvor og det presserende behov for bøn og bod for at frelse sjælene.
I den samme åbenbaring profeterede Vor Frue den kommende verdenskrig (hvis verden ikke omvendte sig) og talte om behovet for at indvie Rusland til hendes pletfri hjerte. Hun sagde, at hvis dette blev gjort, ville Rusland omvende sig, og der ville blive fred; ellers ville hun sprede sine fejl i hele verden. Dette budskab blev af mange fortolket som en direkte hentydning til den ateistiske kommunisme, der ville sprede sig efter den russiske revolution.
Den tredje hemmelighed blev holdt hemmelig i mange år og blev først offentliggjort af Vatikanet i 2000. Den indeholdt en symbolsk vision af en "hvidklædt biskop", der gik rundt blandt ruiner og martyrers lig og til sidst blev skudt. Billedet blev fortolket som en repræsentation af de forfølgelser, som kirken blev udsat for i det 20. århundrede, og det er især blevet sat i forbindelse med angrebet på Johannes Paul II den 13. maj 1981, årsdagen for den første åbenbaring.
Et af de mest gentagne elementer i Vor Frues budskaber i Fatima var bønnen om den hellige rosenkrans. Maria insisterede på, at rosenkransen skulle bedes hver dag for at skabe fred i verden og gøre en ende på krig. Denne insisteren understreger den betydning, Kirken tillægger denne bøn som et kraftfuldt åndeligt våben.
Han bad også om, at der blev bragt ofre for at omvende syndere, og at der blev levet et liv i bod. Det betyder ikke nødvendigvis store lidelser, men at man dagligt lever i vanskeligheder i en ånd af kærlighed og selvhengivelse.
Budskabet fra Fatima er ikke begrænset til de tre små hyrders personlige oplevelse, men har en profetisk og kirkelig dimension. Paven Benedikt XVIUnder sit besøg i Fatima i 2010 sagde han, at "enhver, der tror, at Fatimas profetiske mission er overstået, vil blive bedraget". Vor Frue af Fatima fortsætter med at udfordre verden i dag og inviterer os til at ændre vores liv, til et hjerte, der er mere ydmygt, bønligt og åbent over for Gud.
Desuden er hengivenheden til Vor Frue af Fatima især blevet omfavnet af paverne i det 20. og 21. århundrede. Johannes Paul II, som tilskrev sin frelse fra angrebet den 13. maj 1981 til beskyttelsen af Vor Frue af Fatima, besøgte Fatima. fristed ved flere lejligheder og indviet verden til Marias uplettede hjerte. Benedikt XVI og pave Frans har også vist en dyb hengivenhed over for denne hengivenhed.
Mere end et århundrede efter åbenbaringerne er Fatimas budskab stadig dybt relevant i dag. I en verden præget af vold, materialisme og relativisme beder Vor Frue fortsat om de samme ting: bøn, omvendelse og oprejsning. Fatima er ikke et budskab om fordømmelse, men om håb: håbet om, at det menneskelige hjerte med Guds hjælp og Marias forbøn kan forvandles, at historien kan ændres, og at det gode kan sejre over det onde.
"Til sidst vil mit uplettede hjerte sejre," lovede Vor Frue af Fatima. Denne sætning lyder som et vejledende lys for de troende midt i verdens mørke. At stole på det er at vandre i håb mod Guds rige.
