Aquí puedes leer la primera entrega de este análisis.
Udtrykket "Koranen" stammer fra den semitiske rod qaraʼa, i betydningen recitation eller reciteret læsning, altså salmesang. Allerede i antikken brugte kristne og jøder i Mellemøsten den tilsvarende aramæiske stemme, qeryan, til at angive den højtidelige recitation af hellige tekster. Men brugen af den samme rod er endnu ældre: ʼAnī qōl qōreʼ ba-midbar (hebraisk: den, der råber i ørkenen, som i profeten Esajas' bog, senere citeret på græsk i Det Nye Testamente) har betydningen at råbe, kalde, forkynde, synge.
Koranen er muslimernes hellige tekst. For de fleste muslimer er det Guds uskabte ord. Den er opdelt i hundrede og fjorten kapitler, kaldet sūra, med deres respektive vers, kaldet ayāt. For enhver ikke-islamisk ekseget er der mange passager i teksten, som er identiske eller parallelle med dem i andre, ældre dokumenter, først og fremmest Det Gamle og Det Nye Testamente, samt før-islamisk praksis, traditioner og skikke som troen på trolde, ǧinn, pilgrimsritualer, legender om forsvundne folk og dyrkelse af Ka‛ba.
El problema de las fuentes coránicas es, por lo tanto, muy importante. Dichas fuentes no pueden sin duda alguna ser algo escrito, ya que Mahoma, considerado universalmente autor (por los académicos) o portador (por los creyentes musulmanes) de la revelación reportada en el Corán, era analfabeto y no podía, por supuesto, tener acceso personal a la lectura de libros sagrados cristianos y judíos.
Por consiguiente, es en forma oral que muchas nociones religiosas del cristianismo y el judaísmo llegaron a sus oídos, y esto en dos fases: los festivales populares que se celebraban periódicamente en La Meca, donde los prosélitos de sectas heréticas cristianas y judías a menudo se refugiaban para escapar de la persecuciones en el Imperio Bizantino (eso se puede deducir de muchas nociones cristianas heréticas y reminiscencias de los libros de haggadah y de libros apócrifos de los que abunda el Corán) y, como dijimos, los viajes comerciales que M. realizó más allá del desierto (también en este caso las nociones que tuvo que aprender son pocas, imprecisas e incompletas, como se desprende de las citas coránicas).
Vi har således set, at Muḥammad straks var overbevist om, at han var genstand for en åbenbaring, som allerede var blevet meddelt andre folkeslag før ham, jøderne og de kristne, og at den kom fra samme kilde, en himmelsk bog, som han kaldte umm al-kitāb. Men i hans tilfælde skete kommunikationen med mellemrum, hvilket fik hans modstandere til at grine af ham. Vi har også set, at Allah ofte gav ham utroligt passende svar på hans krav og vanskeligheder og formaninger, som f.eks. følgende:
"De vantro siger: "Hvorfor er Koranen ikke blevet åbenbaret til jer alle på én gang? Men [vid, o Muhammed, at] vi har åbenbaret det til dig gradvist, for at vi således kan styrke dit hjerte. Og når de fremfører et argument [mod budskabet], vil vi afsløre sandheden for jer, så I kan modbevise dem med et klarere og mere tydeligt grundlag.[1]".
Resultatet af en sådan afbrydelse og af Muhammeds vane med ofte at ændre sin version er Koranens fragmentariske karakter og manglen på en logisk og kronologisk rækkefølge: alt er til umiddelbar brug og forbrug. Dette var allerede indlysende for de tidlige Koran-kommentatorer kort efter islams "profet" død, især med hensyn til spørgsmålet om vers, der blev ophævet af senere vers. For at forsøge at løse sagen på den bedste måde blev sūraerne inddelt i mekkanske og medinske, alt efter i hvilken periode de blev åbenbaret.
La caligrafía y ornamentación antigua del Corán India probablemente antes de 1669 DC.
Den er opdelt i tre faser: en første, der svarer til de første fire år af Muhammeds offentlige liv, og som er kendetegnet ved korte, lidenskabelige og højtidelige sūra med korte vers og stærke belæringer, der skal forberede tilhørerne på dommedag (yawm al-dīn); en anden, der dækker de næste to år, hvor begejstringen i begyndelsen af forfølgelserne aftager, og hvor der fortælles historier om de tidligere profeters liv i en form, der minder meget om haggadaen (rabbinsk litteratur af berettende og homiletisk art); en tredje, der dækker fra det syvende til det tiende år af det offentlige liv i Mekka, og som også er fuld af profetiske legender og beskrivelser af guddommelige straffe.
Vi ser den store forandring, som M. gennemgik efter hegira. Sūraerne henvender sig til jøder og kristne, og den venlige og rosende tone, der var forbeholdt dem i den første fase, forsvinder gradvist og kulminerer i de sidste år af islams "profets" liv i et egentligt angreb. Det er fra denne tidsalder, for eksempel sūra 9, hvor der i vers 29 kræves følgende: ydmygelse af:
"Bekæmp dem, der ikke tror på Allah og Dommedag, ikke respekterer det, som Allah og Hans Sendebud har forbudt, og ikke følger den sande religion [islam] blandt Bogens Folk [jøder og kristne], medmindre de accepterer at betale en skat [hvorved de får lov til at leve under den islamiske stats beskyttelse, mens de bevarer deres religion] med underkastelse."
Dette vil resultere i love, der pålægger forskellige restriktioner for dem, der bekender sig til den jødiske eller kristne religion, såsom særlig påklædning, forbud mod at bære våben og ride på heste osv.
Aunque el Pentateuco, los Salmos y el Evangelio son admitidos explícitamente como revelados por el Corán, existen diferencias considerables entre el islam y el judaísmo, y aún más entre el islam y el cristianismo. Estas divergencias, como dijimos, reflejan los contactos entre Mahoma y las sectas heréticas cristianas, cuya existencia en esa época era algo bastante común tanto en el Imperio Bizantino como, sobre todo, justo fuera de sus fronteras.
Entre las divergencias más evidentes, están aquellas relacionadas con la figura de Cristo, por las cuales los libros apócrifos cristianos ejercen una particular influencia sobre el Corán. En el libro sagrado del Islam, por ejemplo: Jesús es el hijo de María y nació de un nacimiento virginal, y sin embargo, esta María es la hermana de Moisés; los milagros realizados por Jesús desde la infancia se narran con gran detalle, y se le atribuyen los nombres de Mesías, Espíritu de Alá y Palabra, colocándolo en un nivel de superioridad con respecto a los otros profetas, pero se especifica que Cristo no es más que un siervo de Alá, un hombre como los demás; se establece, entre otras cosas, que su muerte en la cruz nunca habría ocurrido: en lugar de Jesús, solo un simulacro habría sido crucificado[2].
En anden betydelig forskel, som for islam er noget helt jordisk (endnu en grund til at vi taler om islam som en naturreligion), er at imponere de enkle og rå ørkenboere: grønne haver, fortryllende vandløb, vin, der ikke beruser, jomfruer, der altid er uberørte. Der er intet der kan udtrykke begrebet om det saliggørende syn og de troendes deltagelse i selve Guds liv: Allah er utilgængelig for menneskers syn (6/103).
Endelig er der blandt andre forskelle Allahs forudbestemmelse af menneskelige handlinger (i denne henseende minder islam meget om calvinismen). Der er passager i Koranen, der mere eller mindre er til fordel for eller helt imod den frie vilje, men det er sidstnævnte, der er blevet accepteret, med dygtige rettelser, af den sunnitiske ortodoksi, og som giver islam sit prædeterministiske præg (maktub, ethvert menneskes skæbne, er nøje skrevet og forudbestemt af Gud).
Den egentlige udarbejdelse af Koranen er efter Muhammeds død, hvor man begyndte at samle alle de fragmenter af åbenbaringen, som han havde overladt til sine tilhængere. Sūraerne blev ordnet i rækkefølge efter længde (fra den længste til den korteste, dog med flere undtagelser, også på grund af umuligheden af en logisk eller kronologisk rækkefølge). Det er i samme periode, at de voldsomme kampe og interne splittelser mellem forskellige partier og strømninger begyndte, kampe, der alle er kvalt i blod, og hvor hver side opfandt vers og korancitater à la carte til støtte for deres respektive krav.
Det er et arabisk ord, der betyder "udtrådt vej", ligesom halakhah på hebraisk, og det betegner den skrevne lov. Ud fra et semantisk synspunkt kan begge udtryk, det arabiske og det hebraiske, sidestilles med vores "lov" ("direkte" vej, vej at følge). Šarī‛a, islamisk lov eller lov (ifølge den "ortodokse" sunnitiske opfattelse), er baseret på fire hovedkilder:
Da vi allerede har talt om Koranen, skal vi nu se direkte på de tre andre kilder og begynde med sunna (vane, tradition, forfædrenes adfærd), som er et ord, der allerede før Muhammed angiver de traditionelle skikke, der styrede arabernes liv. I islamisk sammenhæng definerer det samme begreb alle Muhammeds udtalelser, handlinger og holdninger ifølge vidnesbyrd fra hans samtidige. Og det er her, at ḥadiṯ kommer ind i billedet, dvs. fortællingen eller beretningen om Muhammads sunna, der er lavet efter et bestemt skema, baseret på isnād (støtte og opregning i opstigende rækkefølge af de personer, der har rapporteret anekdoten op til det direkte vidne til episoden) og matn (teksten, fortællingens krop). Denne kilde var yderst nødvendig, da Islam på tidspunktet for M.s død kun var et udkast til det, der skulle komme. Efter erobringen af så store områder og den deraf følgende konfrontation med nye kulturer var det også nødvendigt at finde løsninger på problemer og vanskeligheder, som "Guds budbringer" aldrig var blevet direkte konfronteret med.
Y fue precisamente a Mahoma a quien se recurrió para que él mismo pudiera especificar, aunque ya había fallecido, una serie de puntos que solo se intuyen en el Corán o que nunca se abordaron, en relación con varias disciplinas. Así, se creó un conjunto de tradiciones verdaderas, presuntas o falsas en un momento en que cada una de las facciones que luchaban dentro del islam afirmaba tener a Mahoma de su lado y le atribuía esta o aquella afirmación, construyendo aparatos enteros de testimonios totalmente desconfiados.
El método que se adoptó para detener este flujo desbordante fue extremadamente arbitrario. De hecho, no se utilizó el análisis textual y ni la evidencia interna de los textos (lo mismo se puede decir con respecto a la exégesis coránica que es casi inexistente), que es el criterio por excelencia, en el cristianismo, para determinar y verificar la autenticidad de un texto. Por lo contrario, se confió exclusivamente en la reputación de los garantes: si, por lo tanto, la cadena de testigos era satisfactoria, cualquier cosa podía ser aceptada como verdadera. Hay que señalar, con relación a ello, las tradiciones definidas como más antiguas y cercanas a Mahoma son las menos confiables y que más han sido construidas artificialmente (algo que también es posible averiguar por la excesiva afectación del idioma).
Den tredje kilde til islamisk lov, eller Šarī‛a, er qiyās, eller analogidragning, hvor man ud fra undersøgelsen af bestemte og løste spørgsmål fandt løsningen på andre, som man ikke havde forudset. Det anvendte kriterium er i dette tilfælde ra'y, dvs. synspunkt, intellektuel opfattelse, bedømmelse eller personlig mening. Den pågældende kilde blev nødvendig fra islams begyndelse, for som vi har set, havde inkonsekvenserne i Koranen og ḥadīṯ skabt betydelig forvirring og ført til, at traditionen om den ophævende og den ophævede for de to første kilder trådte i kraft.
Men hvis qiyās ikke havde været tilstrækkeligt til at løse alle de uløste spørgsmål, blev der indsat en fjerde kilde, vox populi eller iǧmā‛ (folkelig konsensus), for at skabe et solidt grundlag for hele det juridiske og doktrinære apparat. Denne kilde syntes mere end berettiget, både for koranens citater og for nogle hadīṯ, hvor Muhammed i en af dem påstod, at hans samfund aldrig ville fejle. Den iǧmā‛ kan bestå af en doktrinær konsensus, der er opnået af de juridiske doktorer; af en konsensus om udførelsen, når det drejer sig om skikke, der er etableret i almindelig praksis; af stiltiende samtykke, selv om det ikke er enstemmigt, fra de juridiske eksperter, når det drejer sig om offentlige handlinger, der ikke indebærer en fordømmelse af nogen.
El trabajo constructivo para deducir el derecho de las cuatro fuentes indicadas (Corán, sunna, qiyās e iǧmā‛) se llama iǧtihād (da ǧ-h-d, la misma raíz que el término ǧihād), o “esfuerzo intelectual”. El esfuerzo en cuestión, una verdadera elaboración del derecho positivo islámico, basado sin embargo en una palabra “revelada”, duró hasta alrededor del siglo X, cuando se formaron las escuelas jurídicas (maḍhab), después de lo cual “las puertas iǧtihād” se consideran oficialmente cerradas. Desde entonces, tan solo se puede aceptar lo que ya se ha resuelto, sin introducir más innovaciones (bid‛a).
Los más rígidos en este sentido son los wahabitas (fundados por Muḥammad ibn ‛Abd-el-Waḥḥab: la doctrina wahabita es la oficial del reino de los Sa‛ūd, monarcas absolutos de Arabia Saudita) y los salafistas (fundadores y principales exponentes: Ǧamal al-Dīn al-Afġāni e Muḥammad ‛Abduh, siglo XIX; los Hermanos musulmanes son parte de esta corriente). Según la visión de ambos movimientos, dentro de la doctrina islámica se introdujeron innovaciones excesivas; por lo tanto, es necesario volver a los orígenes, a la edad de oro, la de los padres (salaf), en particular la de la vida de Mahoma en Medina y de sus primeros sucesores, o califas.
Før vi går videre, kan vi sige et par ord om begrebet ǧihād. Ifølge muslimsk lov er verden opdelt i to kategorier: dār al-islām (islams hus) og dār al-ḥarb (krigens hus): mod sidstnævnte er muslimerne i en tilstand af konstant krig, indtil hele verden ikke er underlagt islam. ǧihād er så vigtig i islamisk lov, at den næsten betragtes som islams sjette søjle. I denne forstand er der to forpligtelser til at kæmpe: en kollektiv forpligtelse (farḍ al-kifāya), når der er et tilstrækkeligt antal tropper, og en individuel forpligtelse (farḍ al-‛ayn) i tilfælde af fare og forsvar af det muslimske samfund.
Der er to typer ǧihād, en lille og en stor. Den første er pligten til at kæmpe for at udbrede islam, den anden er den daglige og konstante individuelle indsats på Guds vej, i praksis en omvendelsesvej. Det er gennem ǧihād, at mange kristne lande er faldet, oftest ved kapitulation, i islamiske hænder og i dette tilfælde deres indbyggere, der betragtes som "pagtens folk" eller ahl al-ḏimma, eller blot ḏimmī, er blevet beskyttede undersåtter for staten, andenklasses borgere, der er underlagt betaling af en kapitulationsskat, kaldet ǧizya, og en tribut på den jord, de ejer, ḫarāǧ.
Gerardo Ferrara
Uddannet cand.mag. i historie og statskundskab med speciale i Mellemøsten.
Ansvarlig for studerende ved Hellig Kors Universitetet i Rom.
