Hvert år er Torsdag efter Pinsefejrer kirken en særlig liturgisk højtid: den fiesta de Jesucristo, Sumo y Eterno Sacerdote. Det er ikke bare endnu en liturgisk mindehøjtidelighed, men en dybtgående invitation til at overveje selve hjertet i det kristne mysterium: Kristus, der tilbyder sig selv til Faderen for verdens frelseog som forbinder kirkens præster med dette offer.
Denne fest har Kristus i centrum i sin Den præstelige dimensiondvs. som Mægler mellem Gud og mennesker (jf. 1 Tim 2,5). Han fejrer ikke et bestemt øjeblik i sit liv (som f.eks. jul eller påske), men snarere sin evigt præsteligt væseni overensstemmelse med Melkisedeks orden (jf. Hebr 5,6).
Jesus var ikke præst som dem i det jødiske tempel. Han er den perfekte præst fordi den tilbød Ikke dyreofre, men hans eget legeme og blod. i lydighed og kærlighed til Faderen. Som der står i Hebræerbrevet: "Kristus kom som ypperstepræst for de kommende goder ... ikke ved blod af geder og kalve, men ved sit eget blod gik han én gang for alle ind i helligdommen og opnåede evig forløsning" (Hebr 9,11-12).
Denne fest blev indført i den liturgiske kalender af nogle biskopper - især i Spanien og Latinamerika - i det 20. århundrede og blev godkendt af Kongregationen for Gudstjenestefejring i 1987. Siden da er den blevet vedtaget af mange bispedømmer rundt om i verden.
Kirken lærer, at Kristus er Præst, offer og alter på samme tid. Han er ikke kun den, der tilbyder, men også den, der Den, der overgiver sigKristus, den evige præst, har ved ofringen af sit legeme én gang for alle fuldbragt menneskets forløsningsværk" (Prædiken til messen ved denne højtid).
Ved den sidste nadver foregreb han sakramentalt det offer, han ville fuldbyrde på korset. Siden da er det sket, Hver messe er en virkelig og sakramental aktualisering af det ene offer.. Det bliver ikke gentaget, men gjort nærværende ved Helligåndens kraft.
Det er derfor, når præster fejrer eukaristien, handle "in persona Christi Capitis". (i Kristi hovedets person), ikke blot som delegerede eller repræsentanter. Det er Kristus selv, der handler gennem dem.
Denne festival er også en privilegeret lejlighed til at Beder for præster. De er blevet konfigureret med Kristus, præsten, til at fortsætte hans mission. Med Johannes Paul II's ord: "Det præstelige præstedømme har del i Kristi ene præstedømme og har til opgave at gøre forløsningens offer nærværende i alle tider" (Brev til præsterne, Skærtorsdag 1986).
I dag har præster mere end nogensinde brug for vores nærhed, vores kærlighed og vores bønner. Deres mission er smuk, men også krævende. De er redskaber for Kristi kærlighed, men de er ikke fritaget for vanskeligheder, træthed og fristelser.
Denne festival er derfor også en opfordring til at forny kærlighed og støtte til vores præster. Det er også en dag for Opfordring til nye præstekald. Kirken har brug for mænd, som i kærlighed til Kristus er klar til at bruge deres liv i evangeliets tjeneste.
At betragte Kristus som høj og evig præst er at betragte hans hjerte, hans selvhengivelse, hans lydighed over for Faderen og hans medfølelse med menneskeheden. Han blev præst for at gå i forbøn for os uden ophørSom Hebræerbrevet siger: "Han er i stand til at frelse dem, der kommer til Gud gennem ham, da han altid lever for at gå i forbøn for dem" (Hebr 7,25).
I en verden præget af selvtilstrækkelighed, hastværk og overfladiskhed er det at se på Kristus, præsten, en opfordring til at leve en spiritualitet af selvhengivelse, forbøn og stille tjeneste. Kristus påtvinger ikke sig selv: Han tilbyder sig selv. Han kræver ikke: Han giver sig selv. Han blærer sig ikke: Han giver sig selv til det yderste.
For de troende lægfolk er denne fest også en påmindelse om, at alle døbte har del i Kristi præstedømme. Peter siger det klart: "I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, Guds eget folk" (1 Peter 2:9).
Denne De troendes fælles præstedømme leves i daglig ofring, i bøn, i næstekærlighed og i livets vidnesbyrd. Enhver kristen er kaldet til at ofre sit liv som et åndeligt offer, der er Gud til behag (jf. Rom 12,1).
Festen for Jesus Kristus, den høje og evige præst, inviterer os til at se hen til alteret med fornyet troog at erkende, at Kristus selv arbejder der. Han minder os om, at Frelsen kommer ikke fra vores gerninger, men fra Kristi offer.. Og at dette offer er evigt, altid levende, altid effektivt.
Det er en dybt eukaristisk, dybt præstelig og dybt kirkelig fest. Det er en lejlighed til at takke Kristus for hans selvhengivelse, til at bede for dem, der er blevet kaldet til at repræsentere ham sakramentalt, og til at ofre os selv sammen med ham til Faderen til gavn for verden.
1. ¿Cuál es la identidad del sacerdote? La de Cristo. Todos los cristianos podemos y debemos ser no ya alter Christus sino ipse Christus, otros Cristos, ¡el mismo Cristo! Pero en el sacerdote esto se da inmediatamente, de forma sacramental (Amar a la Iglesia, 38).
2. A los sacerdotes se nos pide la humildad de aprender a no estar de moda, de ser realmente siervos de los siervos de Dios (...), para que los cristianos corrientes, los laicos, hagan presente, en todos los ambientes de la sociedad, a Cristo (Conversaciones, 59).
En præst, der lever den hellige messe på denne måde - tilbedende, forsonende, opmuntrende, taknemmende, taknemmende, identificerende sig selv med Kristus - og som lærer andre at gøre alterets offer til centrum og rod i den kristnes liv, vil virkelig vise den uforlignelige storhed i sit kald, den karakter, som han er beseglet med, og som han ikke vil miste i al evighed (Loving the Church, 49). (Amar a la Iglesia, 49).
4. He concebido siempre mi labor de sacerdote y de pastor de almas como una tarea encaminada a situar a cada uno frente a las exigencias completas de su vida, ayudándole a descubrir lo que Dios, en concreto, le pide, sin poner limitación alguna a esa independencia santa y a esa bendita responsabilidad individual, que son características de una conciencia cristiana (Es Cristo que pasa, 99).
5. ¡Valor de la piedad en la Santa Liturgia!
Nada me extrañó lo que, hace unos días, me comentaba una persona hablando de un sacerdote ejemplar, fallecido recientemente: ¡qué santo era!
—¿Le trató Vd. mucho?, le pregunté.
—No —me contestó—, pero le vi una vez celebrar la Santa Misa (Forja, 645).
6. No quiero —por sabido— dejar de recordarte otra vez que el Sacerdote es "otro Cristo". —Y que el Espíritu Santo ha dicho: "nolite tangere Christos meos" —no queráis tocar a "mis Cristos" (Camino, 67).
7. El trabajo —por decirlo así— profesional de los sacerdotes es un ministerio divino y público, que abraza exigentemente toda la actividad hasta tal punto que, en general, si a un sacerdote le sobra tiempo para otra labor que no sea propiamente sacerdotal, puede estar seguro de que no cumple el deber de su ministerio (Amigos de Dios, 265).
8. Cristo, que subió a la Cruz con los brazos abiertos de par en par, con gesto de Sacerdote Eterno, quiere contar con nosotros —¡que no somos nada!—, para llevar a "todos" los hombres los frutos de su Redención (Forja, 4).
9. Ni a la derecha ni a la izquierda, ni al centro. Yo, como sacerdote, procuro estar con Cristo, que sobre la Cruz abrió los dos brazos y no sólo uno de ellos: tomo con libertad, de cada grupo, aquello que me convence, y que me hace tener el corazón y los brazos acogedores, para toda la humanidad (Conversaciones, 44).
10. Aquel sacerdote amigo trabajaba pensando en Dios, asido a su mano paterna, y ayudando a que los demás asimilaran estas ideas madres. Por eso, se decía: cuando tú mueras, todo seguirá bien, porque continuará ocupándose Él(Surco, 884).
11. Me convenció aquel sacerdote amigo nuestro. Me hablaba de su labor apostólica, y me aseguraba que no hay ocupaciones poco importantes. Debajo de este campo cuajado de rosas —decía—, se esconde el esfuerzo silencioso de tantas almas que, con su trabajo y oración, con su oración y trabajo, han conseguido del Cielo un raudal de lluvias de la gracia, que todo lo fecunda (Surco, 530).
12. ¡Vive la Santa Misa!
—Te ayudará aquella consideración que se hacía un sacerdote enamorado: ¿es posible, Dios mío, participar en la Santa Misa y no ser santo?
—Y continuaba: ¡me quedaré metido cada día, cumpliendo un propósito antiguo, en la Llaga del Costado de mi Señor!
—¡Anímate! (Forja, 934).
At være kristen - og på en særlig måde at være præst, idet vi også husker på, at alle døbte har del i det kongelige præstedømme - er at være konstant på korset. (Forja, 882).
14. No nos acostumbremos a los milagros que se operan ante nosotros: a este admirable portento de que el Señor baje cada día a las manos del sacerdote. Jesús nos quiere despiertos, para que nos convenzamos de la grandeza de su poder, y para que oigamos nuevamente su promesa: venite post me, et faciam vos fieri piscatores hominum, si me seguís, os haré pescadores de hombres; seréis eficaces, y atraeréis las almas hacia Dios. Debemos confiar, por tanto, en esas palabras del Señor: meterse en la barca, empuñar los remos, izar las velas, y lanzarse a ese mar del mundo que Cristo nos entrega como heredad (Es Cristo que pasa, 159).
Si es verdad que arrastramos miserias personales, también lo es que el Señor cuenta con nuestros errores. No escapa a su mirada misericordiosa que los hombres somos criaturas con limitaciones, con flaquezas, con imperfecciones, inclinadas al pecado. Pero nos manda que luchemos, que reconozcamos nuestros defectos; no para acobardarnos, sino para arrepentirnos y fomentar el deseo de ser mejores (Es Cristo que pasa, 159).
15. Sacerdote, hermano mío, habla siempre de Dios, que, si eres suyo, no habrá monotonía en tus coloquios (Forja, 965).
16. La guarda del corazón. —Así rezaba aquel sacerdote: "Jesús, que mi pobre corazón sea huerto sellado; que mi pobre corazón sea un paraíso, donde vivas Tú; que el Ángel de mi Guarda lo custodie, con espada de fuego, con la que purifique todos los afectos antes de que entren en mí; Jesús, con el divino sello de tu Cruz, sella mi pobre corazón" (Forja, 412).
17. Cuando daba la Sagrada Comunión, aquel sacerdote sentía ganas de gritar: ¡ahí te entrego la Felicidad! (Forja, 267)
18. Para no escandalizar, para no producir ni la sombra de la sospecha de que los hijos de Dios son flojos o no sirven, para no ser causa de desedificación..., vosotros habéis de esforzaros en ofrecer con vuestra conducta la medida justa, el buen talante de un hombre responsable (Amigos de Dios, 70).
