Måske ligger en del af svaret i følgende overvejelser:
Vi ved, at intolerance er den manglende evne til at acceptere andres idéer, tro eller praksis, når de er anderledes end ens egne, og at den intolerante person er kendetegnet ved at holde fast i sin egen mening uden at lytte til andre.
Vi ved også, at intolerance bliver til fanatisme, når der kommer en følelsesmæssig eller lidenskabelig komponent til, eller at vi falder ind i fundamentalisme, når der er en uforholdsmæssig stor interesse for at følge grundlæggende tekster til punkt og prikke uden for deres sammenhæng.
Som menneskelige holdninger krænker de alle menneskers værdighed, og de mest almindelige årsager er race, køn eller religion.
Endelig ved vi, at tolerance er en erhvervet vane og derfor en kompetence, som mennesker frivilligt kan udvikle, da vores naturlige instinkt ville føre os til intolerance og aggression.
Vi kunne indtil nu udlede, at problemets oprindelse er personligVerdens vigtigste spørgsmål er vores eget, og at det afhænger af den opdragelse, vi har fået i vores familie, sociale og kulturelle miljø.
Frans opfordrede også til, at "ingen skal betragtes som andenrangsborgere", især kristne, som udgør 1% af befolkningen i det muslimske land, og yazidier, et mindretal, der forfølges af Islamisk Stat.
Ifølge den seneste rapport fra Aid to the Church in Need, der blev fremlagt i slutningen af 2014, har i alt 55 lande i verden (28%) oplevet en betydelig forværring eller forringelse af situationen i de sidste to år. forringelse af religionsfriheden.
I 14 af de 20 lande, der oplever forfølgelse for at bekende sig til den katolske religion, er forfølgelsen forbundet med den Islamisme I de øvrige 6 lande er forfølgelsen knyttet til autoritære regimer, de fleste af dem kommunistiske.
Ifølge en rapport fra NGO'en Open Door (World Watch List WWL Report) er mere end 100 millioner Kristne er forfulgt i verden i dag.
Spanien har selv oplevet dette fænomen: 1.523 martyrer blev saligkåret som følge af den religiøse intolerance i 1930'erne, hvoraf 11 allerede er blevet kanoniseret.
To bemærkninger er på sin plads:
a) Pave Frans gør det på grund af den "falske tolerance hos dem, der ønsker at tvinge andre til at leve privat og ikke offentligt de etiske principper, der er i overensstemmelse med den sandhed, der er fundet". (20 jun.14).
Han advarer kort sagt mod ulve i fåreklæder, som foreslår at fjerne krucifikser eller religiøse symboler fra det offentlige liv, eller som i navn af en falsk tolerance over for andre religioner opfordrer til ekspropriation af katedralen i Cordoba, for at give et enkelt eksempel på den aktuelle situation.
b) Det er også godt at advare mod de falske beskyldninger om diskrimination, som fejlslutningen fremmer, når de sætter personens værdighed og adfærd på lige fod og anklager den kritik, der kan rettes mod visse former for adfærd, som diskriminerende.
For at eksemplificere dette fænomen kan vi sige, at når et barn irettesættes for at gå ud og drikke og komme tilbage tidligt om morgenen, er det ikke hans eller hendes personlige værdighed, der bliver krænket eller diskrimineret, men kun hans eller hendes adfærd, som kan opdrages og ændres, der irettesættes.
Hvis promiskuøs adfærd fordømmes, diskrimineres den heller ikke, fordi barnet kan ændre denne adfærd, samtidig med at det bevarer sin personlige værdighed, som bør behandles med den største velvilje og forståelse.
Pave Frans understreger, at "problemet med intolerance skal løses som en helhed". "Hele samfundets velfærd er i fare, og vi skal alle føle os involveret". (oktober 2013).
Kort sagt, vi kan ikke bare se passivt til, vi må handle, vi må kæmpe med de midler, vi har til rådighed, som for en kristen bl.a. er bøn, engagement i retfærdige sager og aktiv deltagelse, ellers vil pladsen, vores plads, blive overtaget af andre.
