"Jeg er Simon John Nyanda, teologistuderende på fjerde år ved University of Navarra, jeg kommer fra ærkebispedømmet Mwanza i Tanzania, og jeg bor og modtager min uddannelse i Bidasoa.

Mit kald har en interessant historie. Da jeg var barn, var min far meget optaget af politik, og han var meget tæt på den mest indflydelsesrige politiker i mit område dengang, den såkaldte Samamba the buffalo. Jeg spurgte engang min far, hvorfor han ikke søgte nogen politiske poster... og han fortalte mig, at det var, fordi han ikke havde studeret meget som barn, og han insisterede på, at jeg skulle studere hårdt for at blive en stor politiker.

Faktisk har jeg været interesseret i politik hele mit liv, og i skolen klarede jeg mig ret godt, især da jeg forsvarede nogle af mine klassekammerater, som konkurrerede om poster i skolen.... Da min far så, at jeg klarede mig ret godt i skolen, besluttede han at sende mig på en katolsk skole i Bunda-bispedømmet, hvor jeg gik i fire år.

Men de gav en god uddannelse i kirken, det var derfor, min far havde sendt mig derhen. Mine venner var børn af politikere, for fugle af samme art flyver sammen; vi drømte om at blive store politikere i fremtiden ... hvor havde vi det sjovt.

Min bedstemor blev døbt af en præst, som folket kaldte den gode, den nuværende biskop i Musoma bispedømme, biskop Musonganzila. Jeg var ni år gammel i 2006. Min mor blev døbt sammen med min bedstemor og mange andre kvinder, som den gode sognepræst havde rørt ved. Året efter bad vi (børn) også om at blive døbt, og vi blev døbt i 2007 sammen med mine yngre søskende og fætre og kusiner. Min far ønskede ikke at blive døbt, fordi han var skandaliseret over det dårlige eksempel fra nogle af vores (protestantiske) brødre, som ikke arbejdede og kun dedikerede sig til religion og dermed havde et noget meningsløst liv.

Men præstens skikkelse virkede overraskende på mig og fik mig til at tænke på, om det kunne være hvem som helst, også mig. Jeg spurgte venner og præster om det, og de sagde ja. Så jeg begyndte at overveje mit kald mere seriøst, lidt efter lidt, og talte først med min far, som ikke accepterede det, fordi det ikke var, hvad han forventede af mig.

Så forklarede jeg det til min sognepræst og senere til kaldschefen i bispedømmet og til sidst til biskoppen.... Gudskelov kom jeg ind på præsteseminariet, og min far tog imod det med glæde i de dage.

Jeg er meget taknemmelig for alle dem, der på forskellig vis støtter os i vores kald som præster, for i dem og sammen med dem tager Gud sig af os.... Hvilken glæde det er at tjene vores brødre og søstre, mens vi lever! Belønningen i himlen er enorm. Jeg beder for jer. Jeg beder for jer. Tak. ????????