Mon Carmelo Marcaida er seminarist fra bispedømmet Masbate i Filippinerne. Han kommer fra en katolsk familie, som altid deltog i messen, bad rosenkransen og fejrede ordet hver søndag.
"Jeg kom ind på det lille seminarium lige efter min grundskoletid, da jeg var 12 år gammel.
Sandheden er, at jeg ikke havde nogen idé om et seminarium før. Jeg vidste ikke, hvad et præsteseminarium var, før jeg hørte en meddelelse fra sognepræsten i mit sogn om, at der ville blive afholdt en eksamen for dem, der ønskede at komme ind på det mindre præsteseminarium, og at stiftet søgte unge drenge, der ønskede at blive præster.
Jeg begyndte at spørge mine forældre, om jeg kunne tage eksamen for at komme ind på seminariet. Det var en stor overraskelse for mine forældre, for de havde aldrig forestillet sig, at jeg kunne komme ind på seminariet.
Jeg gik på seminariet uden at have et kald til at blive præst. Jeg havde det ikke helt klart for mig, jeg tror bare jeg ville se livet på seminariet, bare af nysgerrighed.
Mens mine kammerater var meget klare: De ville være præster. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Jeg havde en hård tid på seminariet. Jeg var 12 år gammel, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vaske mit tøj, gøre mit værelse rent eller rede min seng. Jeg ser tilbage på disse fire år på det mindre seminarium med glæde.
Jeg lærte mange ting, og der opdagede jeg mit kald til præstegerningen. Jeg opdagede, at Gud kaldte mig til at blive præst.
Jeg var 15 år gammel, da jeg følte Herrens kald. Jeg var meget ung. Jeg var meget bange. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på dette kald til præstegerningen. Så i min bøn sagde jeg til Herren: "Gør alt dette klart for mig, Herre, gør alt dette klart for mig. Jeg er meget ung, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Men jeg følte dit kald, hjælp mig til at besvare det".
Efter det lille seminar besluttede jeg mig for at fortsætte.
Mine år med filosofistudier var nogle af de bedste år i mit liv. Mit kald til præsteskabet var begyndt at vokse. Jeg var begyndt at forstå Herrens kald.
Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg sagde "ja" til Herren.
En sommer sendte min rektor mig til en ø, meget fjerntliggende, uden elektricitet, uden noget som helst. Det var meget svært for mig, fordi jeg kommer fra en storby, og jeg var ikke vant til at leve uden elektricitet. Rektor sendte mig derhen for at være sammen med folk, for at bede, for at ledsage dem, for at lave katekese, for at give katekismusundervisning for unge og gamle og frem for alt for at fejre messe. I den landsby, hvor jeg var, fejres messen kun en gang hver anden måned.
På den ø sagde jeg "Ja" til Herren. Jeg har set, at der er behov for en præst i mit stift. Jeg har set folkets tørst efter sakramenterne. Og hvem er jeg til at sige NEJ til dette store kald fra Gud til at være hans redskab til at bringe sakramenterne til alle folkeslag.
Efter den oplevelse stod det klart for mig, at jeg ville blive præst. Jeg vendte hjem og var meget glad".
