Cleyver Joshua er den ældste af tre søskende og en social kommunikator. Fra han var 15 år gammel, begyndte han at gå i kirke på invitation fra Missionære søstre i menighedens arbejde som kom i hans sogn. "Lidt efter lidt gav Gud mig små "opgaver" undervejs," forklarer han.
I disse ungdomsår var han koordinator for sognets ungdomsgruppe og opdagede på den måde Guds store familie. "Derfor er Kirken for mig en stor familie, i hvis favn Gud former os til at blive lykkelige", siger denne venezuelanske seminarist.
Selvom han var meget tilfreds med alt, hvad han lavede i sin ungdomsgruppe, "følte jeg stadig en rastløshed i mit hjerte, jeg forstod, at Gud bad om mere af mig". Efter sin uddannelse som social kommunikator arbejdede han med radio- og tv-programmer af religiøs karakter, og en klarere idé begyndte at forme sig i ham: "at forkynde Gud ikke kun med mine ord, men med hele mit liv".
Derfor besluttede jeg efter en proces med at skelne den 13. maj 2014, festen for Vor Frue af Fatima, under Jomfru Marias moderlige beskyttelse, "at acceptere dette eventyr, som Gud inviterede mig til, vejen til præstedømmet! Samme år begyndte jeg på præsteseminariet, og fem år senere, efter filosofikum, overraskede Gud mig igen gennem min biskop, Biskop Carlos Alfredo Cabezassom fortalte mig, at han ville sende mig på studieophold i Spanien.
"Jeg følte straks Guds stemme, som først havde kaldt mig af en menighed født i Spanien og nu ønskede mig i dette land for at styrke min uddannelse. Den 8. september 2019 ankom jeg til Bidasoa International Seminary, et sted, hvor Gud har givet mig en meget stor og mangfoldig familie af seminarister og undervisere.
Hvad er de største problemer i Venezuela, som påvirker religionsfriheden?
"Den sociale, politiske og økonomiske krise i Venezuela påvirker direkte den måde, hvorpå det venezuelanske folk udtrykker og lever deres tro. Det er de samme mennesker, der samles i vores kirker, som er nødt til at forlade landet for at søge bedre levevilkår, den, der må stå i endeløse køer for at få basale fornødenheder, den, der må fordoble sin arbejdstid, fordi én løn ikke er nok til at forsørge en husstand.
Vores præster har fordømt disse uhyrligheder, som venezuelanerne oplever, og mange har forvekslet denne stemme og troet, at kirken ønsker at "spille politik", men sådan er det ikke, vores biskopper opfylder deres opgave med at annoncere og fordømme i tide og utide, hvad der sker i landet for at søge en bedre livskvalitet for Guds folk, der er på pilgrimsrejse i Venezuela."
Er der andre overbevisninger, der afviger fra katolsk praksis, som breder sig?
"Den venezuelanske kirke har, som tidligere nævnt, fordømt regeringens dårlige ledelse og har som svar fået magthaverne til at fremme kulturelle tiltag, der ligger langt fra og strider mod den kristne tradition. Siden præsident Hugo Chávez, som var på kant med den katolske kirke, er den såkaldte "religiøse mangfoldighed" blevet omfavnet, især Santeria. Chávez var faktisk den første præsident i den såkaldte Bolivariske Republik Venezuela, der gjorde Santeria til regeringens "officielle religion" og opnåede en enorm social og politisk indflydelse.
I øjeblikket, under Nicolás Maduros administration, er der sket en stigning i denne type praksis. Den 24. juni 2021 blev der på regeringens initiativ afholdt det første "kultista"-møde i Venezuela for santeros, der tilbeder María Lionza (spiritisternes guddommelighed), som de ønsker at gøre til landets skytshelgen, hvilket tolkes som et forsøg fra santería med regeringens støtte på at erstatte Jomfruen af Coromoto, landets traditionelle beskytter, med denne hedenske figur."
Hvordan har Venezuela det, er der sociale fremskridt?
Det største fremskridt, Venezuela har gjort, set fra mit synspunkt, er opdagelsen af et stærkt, broderligt og udholdende folk i lyset af vanskeligheder. Kirken i Venezuela har i høj grad hjulpet med dette fremskridt, som, selvom det virker lille, er af uvurderlig værdi. Blandt kirkens store arbejde kan jeg fremhæve Caritas-stiftelsens arbejde på nationalt plan med at bringe mad og tøj til mange venezuelanere.
Cleyver Josué Gómez Jiménez er seminarist fra bispedømmet Punto Fijo i Venezuela. Han er 31 år gammel og studerer i øjeblikket teologi på Bidasoa International Seminary i Pamplona.
Sådan definerer han unge venezuelanere: Unge venezuelanere er kendetegnet ved at være "drømmere", de drømmer om et land fuld af fred, lykke, sikkerhed, med mennesker, der har mad og medicin. De drømmer om at kunne leve i vores land og ikke være nødt til at forlade landet på grund af mangel på disse ressourcer. De har fundet svaret på disse store drømme i Gud gennem troen, så de er blevet drivkraften i vores kirke. Vi kan ikke tale om kirken i Venezuela uden at nævne de unge, som med deres karakteristiske ånd gennemsyrer alle de apostoliske grupper og hver dag engagerer sig for et bedre land.
Hvordan ser du ungdommen i dit land fra et religiøst synspunkt?
Unge venezuelanere er kendetegnet ved at være "drømmere", de drømmer om et land fuld af fred, glæde, sikkerhed, med mennesker, der har mad og medicin. De drømmer om at kunne leve i vores land og ikke være nødt til at forlade landet på grund af mangel på disse ressourcer. De har fundet svaret på disse store drømme i Gud gennem tro, så de er blevet drivkraften i vores kirke. Vi kan ikke tale om kirken i Venezuela uden at nævne de unge, som med deres karakteristiske ånd gennemsyrer alle de apostoliske grupper og hver dag engagerer sig i et bedre land.
Hvordan tror du, at budskabet om Jesus kan nå dem mere?
Hvis den politiske sektor samarbejdede om at formidle troen, ville der utvivlsomt være mange flere unge mennesker, der modtog evangeliets gode nyheder. Men den venezuelanske kirke fortsætter med at arbejde dag for dag for at evangelisere unge mennesker og give dem et opmuntrende budskab, når de står over for vanskeligheder.
Kan du komme med nogle forslag til biskoppernes synode om synodalitet?
Det er en stor mulighed, som hele kirken bør benytte sig af, især lægfolket, da synoden blandt andet søger at reflektere over, hvordan der lyttes til dem, og hvordan der opbygges kommunikative forbindelser i fællesskaberne. Med synoden tilbydes vi et øjeblik med dyb refleksion over den måde, vi er kirke på; det er en måde at se indad i udlevelsen af vores tro på, så den kan bære rigelig frugt. Vi inviteres igen til at åbne kirkens døre, ikke kun for dem, der kommer i sognene, men for alle.
Hvordan kan alle katolikker blive bedre til at engagere sig og nå mere ud til folk?
Vi lever fuldt ud det, vi bekender os til, og det kommer til udtryk i respekt, tolerance og mødet med andre. Vi kan blive fristet til at betragte os selv som dommere og kritisere dem, der ikke tænker, som vi gør, eller endnu værre, at pege på andre som "syndere", som om vi var perfekte.
Med sådanne holdninger viser vi ikke et godt billede af Jesu Kristi kirke, som gik ud for at møde toldere, offentlige syndere, marginaliserede kvinder, soldater fra den romerske besættelseshær, spedalske ... Jeg tror, at hvis vi fulgte Jesu eksempel, ville vi tiltrække flere mennesker til ham.
Hvad synes du om evangeliseringen af de sociale medier?
Som social kommunikator ser jeg sociale medier som et fantastisk værktøj til evangelisering. Vi lever i en stadig mere digital verden, og vi kan ikke undlade at gøre Gud nærværende i dette rum.
I den forbindelse er det vigtigt at forstå, at ligesom der er mange gaver i Kirken, er der også forskellige måder at evangelisere på gennem sociale netværk, som henvender sig til en bestemt del af Guds folk (børn, unge, voksne, indviede, ordensfolk, lægfolk ...). Hvis vi ikke forstår dette, kan vi risikere at sammenligne og bedømme den måde, hvorpå netværkene bruges i evangeliseringen, og dermed fratage dem deres værdi. For mit eget vedkommende bruger jeg mine sociale netværk til at offentliggøre budskaber og refleksioner om vores tro, og samtidig fortsætter jeg med at offentliggøre mine daglige erfaringer, fordi vi ikke kan adskille dagligdagen fra troen, da vi ikke kun lever den i kirken, men også i vores daglige liv.
"Det største fremskridt, Venezuela har gjort, set fra mit synspunkt, er opdagelsen af et stærkt, broderligt og udholdende folk i lyset af vanskelighederne. Kirken i Venezuela har i høj grad hjulpet med dette fremskridt, som, selvom det synes lille, er af uvurderlig værdi."
Hvad kunne du bedst lide ved dit ophold i Spanien?
Det, jeg bedst kunne lide, var uden tvivl landets store religiøse rigdom. Spanien er de store helgeners vugge og et privilegeret sted for vigtige begivenheder for vores tro. Det har fyldt mit hjerte at være på sådanne spirituelle steder, for eksempel slottet, hvor den hellige Frans Xavier boede, eller klosteret Inkarnationen, hvor den hellige Teresa af Avila oplevede store øjeblikke af intimitet med Gud.
Og hvad overraskede dig mest ved vores land?
Det, der har overrasket mig mest, er den arkitektoniske rigdom i de smukke templer, der pryder hele landet, og som får en til at føle sig i en atmosfære af bøn og meditation. Hvem bliver ikke glædeligt overrasket, når man for eksempel betragter skønheden i Sagrada Familia-templet i Barcelona? Jeg er en af dem, der føler mig forelsket, når jeg betragter den skønhed, der afspejles i disse hellige steder.
Et sidste ord til CARF's velgørere og venner
Jeg tror, at noget centralt i alle kristnes liv er at stille os selv spørgsmålet "Hvad ønsker Gud af mig? Og at besvare det gennem bøn, for det er ikke et svar, der kun udspringer af vores ønsker, men er i fællesskab med Guds vilje, som kender os udmærket, fordi han har skabt os med stor kærlighed og derfor ved, hvad der gør os lykkelige. Ved at besvare dette spørgsmål kan vi finde det præcise sted, hvor vi kan udfolde os fuldt ud og tjene andre med stor glæde, uanset om vi er lægfolk, ordensfolk eller andre. Har du nogensinde spurgt dig selv, hvad Gud ønsker af dig?
Marta Santín, Journalist med speciale i religiøs information
