Præstecølibatet har siden kristendommens første århundreder været en realitet, der er dybt forbundet med den ordinerede tjeneste i den latinske katolske kirke. Selvom det ikke er et trosdogme, er cølibatet blevet betragtet som en gave, der i høj grad udtrykker den åndelige betydning af præstegerningen. Men hvor kommer denne praksis fra, hvorfor opretholdes den i dag, og hvilke udfordringer står den over for?
Cølibatets praksis begyndte ikke med kirken, men blev taget op af den meget tidligt. Jesus levede selv i cølibat, og valget af cølibat "for himmerigets skyld" (jf. Mt 19,12) optræder i hans undervisning. Paulus henviser også til dette ideal i sit første brev til korintherne: "Den, der er ugift, bekymrer sig om Herrens ting, om hvordan man behager Herren" (1 Kor 7,32).
I de første århundreder af kristendommen levede både gifte og cølibatære gejstlige sammen i kirkelivet. Men allerede i det 4. århundrede anbefalede koncilierne i Elvira (ca. 305) og Karthago (390) evig afholdenhed for gifte gejstlige, dvs. at de skulle leve som brødre, når de havde modtaget den hellige orden. Med tiden blev disciplinen med obligatorisk cølibat konsolideret i Vesten, især efter det andet Laterankoncil (1139), som fastslog, at kun cølibatære mænd kunne blive ordineret.
I den østlige katolske kirke har man derimod bevaret muligheden for at ordinere gifte mænd, selv om biskopperne udelukkende vælges blandt cølibater.
Cølibat er ikke bare et afkald, men et positivt valg for en større kærlighed. Som han skrev Den hellige Johannes Paul IICølibat for Rigets skyld er ikke en flugt fra ægteskabet, men en særlig form for deltagelse i Kristi mysterium og hans ægtefællers kærlighed til Kirken" (Johannes Paul II, Pastores dabo vobis, n. 29).
Præsten, der er konfigureret til Kristus, Kirkens hoved og ægtefælle, er kaldet til at elske med et udelt hjerte og give sig selv helt til Gud og til folkets tjeneste. Cølibatet giver mulighed for denne radikale selvhengivelse, fri af familiebånd og tilgængelig for alle.
Desuden er cølibatet et eskatologisk tegn: Det foregriber de frelstes fremtidige tilstand i Himmeriget, hvor "de hverken gifter sig eller bliver givet til ægteskab" (jf. Mt 22,30).
I den moderne verden bliver cølibatet ofte misforstået. I en hyperseksualiseret og selvrealiseringsfokuseret kultur kan cølibat virke som en byrde eller et uberettiget afsavn. Desuden har manglen på positive vidnesbyrd og skandalerne med nogle medlemmer af præsteskabet fået nogle mennesker til at sætte spørgsmålstegn ved dets levedygtighed og ønskværdighed.
Selv inden for kirken er der stemmer, der foreslår en revision af den, især i sammenhænge, hvor der er mangel på kald. De seneste paver har dog kraftigt bekræftet dets værdi. Benedikt XVI bekræftede: "Præstecølibatet, der leves med modenhed, glæde og dedikation, er en velsignelse for Kirken og for samfundet selv" (Benedikt XVI, s. 4).Verdens lys, 2010).
Og pave Frans, selv om han åbnede en dialog om viri probati (gifte mænd med bevist tro i fjerntliggende områder), understregede, at cølibatet er "en gave", som ikke bør undertrykkes.
Ud over debatten er det præstelige cølibat stadig et profetisk tegn, et vidnesbyrd om, at det er muligt at leve et fuldt liv, hvor man giver sig helt hen til Gud og andre. Det er ikke et pålæg, men et frit valg, der svarer til et konkret kald, ledsaget af nåde, uddannelse og fællesskab.
I CARF Foundation støtter vi seminarister og stiftspræster i deres kaldelsesrejse, vel vidende at cølibatet ikke leves i ensomhed, men med hjælp fra Gud, fra andre præstebrødre og lægfolk og fra hele kirken, som ledsager dem. Vi beder for dem og støtter dem, så de kan være trofaste vidner om Kristi kærlighed.
CARF-fonden.
