Dimas Kusuma Wijaya er en ung seminarist fra Indonesien, som er i Pamplona for at studere på universitetet i Pamplona. Universitetet i Navarra og bor og er uddannet på det internationale seminar for Bidasoa. Han tager imod os med et smil, mens vi har et interview om hans liv, hans familie og hans kald.
"Indonesien er et af de lande i verden, hvor der er flest muslimer. Min mor kommer fra en stor muslimsk familie, hendes forældre og tretten søskende. Da hun mødte min far, følte hun et kald til at konvertere til kristendommen."siger Dimas.
Under deres frieri forklarede hendes far hende, hvordan kristne lever den katolske tro. "Min mor var tydeligvis meget begejstret. På den anden side, da min mor talte med sin far, min bedstefar, sagde han noget meget fint til hende: "Hvis du har mødt en anden religion, som er god, skal du gå dybere ind i den". Min bedstefar støttede og respekterede min mor."siger denne indonesiske seminarist.
I 2000, otte år efter at hun var blevet gift med sin far, konverterede hendes mor til kristendommen. "Det var et stort øjeblik, en stor indflydelse på hendes liv, for fra det øjeblik forsøgte hun som katolik at leve som en god kristen. Hun var meget glad og tilfreds. Og jeg følte virkelig, at denne religion er den sande religion.. For i sidste ende var det mødet med Jesus, Guds søn, der ændrede hans liv og hans måde at se på livet og familien på."siger Dimas.
Han forklarer også, at det tog ham otte år at konvertere, fordi hans forældre arbejdede fra det ene sted til det andet og ikke havde et fast hjem. Det gjorde det svært for ham at slå sig ned i et sogn, så hans mor kunne modtage katekismusundervisning og læreuddannelse.
Følelsesmæssigt siger Dimas, at hans mors tro har lært ham alt. "Hendes måde at leve på i et land som Indonesienog hendes eksempel på, hvordan hun bekendte sig til sin tro, var det frø, der tændte mit kald til præstegerningen. Hun lærte mig at bede hver morgen og hver aften. Hun tog mig med i kirke, og hun har altid vist mig, hvordan en kristen skal leve, og hvordan man møder udfordringer. Min mors tro har betydet alt for mig. En tro, der er så levende og ægte, at den har lært mig alt.
Nu er hans mor meget glad for at have en søn, der er på vej til at blive præst. Desuden støtter hele hans mors familie, som er muslimer, med stor respekt for hinanden, ham i hans kald som katolsk præst.
Men han gennemgik også en noget rebelsk præpubertet. "Som teenager ville jeg ændre mit liv. Jeg ville ikke studere, jeg ville bare have det sjovt. Kort sagt, jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til. Og for at ændre alt det tænkte jeg, at den bedste måde var at komme ind på et mindre seminarium, et sted, hvor de ville hjælpe mig med at blive bedre. Men i sidste ende ændrede Gud selvfølgelig ikke kun mit liv, men også mit kald." siger han imponeret.
Han husker det mest intense øjeblik i sit kald, en dag, hvor han foran det hellige sakramente følte en enorm fred, en stor glæde ved at opleve, at Gud bad ham om at give sig selv til andre. Til sidst hørte han Gud kalde på ham.
"Jeg hørte en stemme, der sagde til mig: 'Dimas, der er mennesker, der har brug for dig, og der vil komme flere mennesker, der har brug for dig. Fra det øjeblik, hvor jeg bad og følte, at jeg kunne hjælpe andre, ønskede jeg at blive præst. Jeg vil være sammen med Gud, og jeg vil hjælpe mennesker i nød med alle deres ønsker.
I en alder af 15 år kom Dimas således ind på det mindre seminarium. Som 18-årig kom han ind på det propædeutiske seminarium. Og da han var 20, sendte hans biskop ham til Spanien, til Bidasoa International Seminary for at uddanne sig til præst ved de kirkelige fakulteter på universitetet i Navarra.
"Jeg har lige afsluttet mit første kursus. Min biskop ønsker at opbygge det teologiske fakultet i Surabaya, mit stift, og derfor forsøger han hvert andet år at sende seminarister til at studere i Bidasoa," forklarer han.
Dimas har en anden lillebror, som er seminarist på det dominikanske Ordo Predicatorum, hvor han studerer filosofi i Manila, Filippinerne. Han har også to ældre søstre: en gift søster, der bor i Tokyo, og en anden søster, der underviser i psykologi på et universitet i Jakarta.
Hvordan lever katolikker i Indonesien, et land med et stort antal muslimer, og er der respekt mellem konfessionerne? Dimas svarer: "Jeg må sige, at der lige nu er mere tolerance blandt os, men det afhænger af, hvor de kristne bor. Der er byer, hvor det er meget svært at bygge et sogn eller en kirke. Man skal også tage højde for, at Indonesien er meget pluralistisk. Der er muslimer, katolikker, buddhister, hinduer, tilhængere af konfucianisme og protestantiske kristne. Seks store religioner lever side om side i Indonesien.
Han er klar over, at når han vender tilbage til sit land, vil en af de udfordringer, han står over for, være tolerance og respekt mellem religioner. Og på den rejse, han lige er begyndt på mod præstegerningen, mener han, at en af de vigtigste egenskaber, som en ung præst skal have, er ydmyghed.
"En ung præst er som en baby, der lige er blevet født.. Han skal lære meget i sit præstekald. Han skal vide, hvordan man lytter til andre og frem for alt lytter til Gud. Med ydmyghed kan man få et godt liv, fordi ens ego og ambitioner ikke vil lede en, men Gud selv vil lede og ledsage en i livet. Kun med ydmyghed kan en præst leve sit præstekald meget godt, for så vil man opleve, at Guds styrke i virkeligheden vil ledsage ham i alt hans pastorale arbejde," konkluderer den unge seminarist fra Indonesien.
Marta SantínJournalist med speciale i religiøs information.