"Vi er fire i min familie: min far, min mor, min lillesøster og jeg. Mine forældre er mennesker med dybe kristne værdier, og de har altid indpodet os en kærlighed til Kristus, Jomfru Maria og kirken. Takket være Gud og mine forældres hårde arbejde har vi været i stand til at leve med det mest nødvendige. Vi har været meget tæt på resten af familien (bedsteforældre, tanter, onkler og fætre og kusiner).

Takket være et stipendium kunne jeg studere på det katolske universitet Redemptoris Mater (UNICA), graden i internationale relationer og international handel, og jeg dimitterede i 2019. En lokal avis interviewede mig på grund af mine gode akademiske resultater.

Jeg tror, at kaldet til præstetjeneste altid har været som et lille frø, der lidt efter lidt voksede frem. Som barn gik jeg til messe hver søndag, og om torsdagen fulgte jeg min bedstemor på fædrene side - som var en ekstraordinær kommunionsuddeler - til den hellige time med det hellige sakramente.

Så begyndte jeg at være alterdreng, og jeg forlod det, da jeg var 17 år. Som 12-årig var jeg på evangeliseringsretræte (i henhold til metoden i CELAM's Integral System of New Evangelisation), og som 13-årig kom jeg med i ungdomsarbejdet, hvor jeg kunne modne mit kald.

Jeg blev meget involveret i ungdomsarbejdet i mit sogn, bispedømme og i mit land uden at forlade mine studier. I denne tjeneste var jeg i stand til at skelne godt, og jeg kom til at forstå, at Gud kaldte mig til noget mere.

Vendepunktet, hvor jeg mener, at Gud bekræftede mit kald, var i 2019 under XI International Youth Forum - arrangeret af Dicastery for the Laity, Family and Life.

Deltagerne i dette møde havde mulighed for at lytte til Den Hellige Fader, og i sine ord bad paven os om at være modige og uden frygt at give os selv til Herrens tjeneste. Disse ord var den sidste impuls, der motiverede mig til at tage det endelige skridt til at gå ind på præsteseminariet.

Da jeg dimitterede fra universitetet det år, besluttede jeg, at jeg ville sige mit job op (jeg havde arbejdet for et forsikringsselskab i mere end et år) og forlade mit ansvar for ungdomsarbejdet i Bispekonferencen.

Jeg talte med min biskop, som på det tidspunkt var præsident for ungdomsafdelingen i CEN, og jeg præsenterede min opsigelse for ham; jeg forklarede, at jeg sagde op, fordi jeg følte mig kaldet til at gå på præsteseminariet, og han accepterede det gerne. Året efter begyndte jeg på seminariet, og min biskop besluttede at sende mig på studieophold i Pamplona.

"I Bidasoa er det en vidunderlig oplevelse. At kunne dele med seminarister fra forskellige lande har fyldt mig med berigende oplevelser for min åndelige, intellektuelle og kulturelle dannelse," siger han.

Den uddannelse, vi tilbydes på seminariet, er fænomenal; takket være denne uddannelse har jeg været i stand til at forstå den store betydning af åndelig vejledning i en seminarists og en præsts liv.

Det er en stor hjælp for os at have mennesker, der er engagerede i dit kald, og som hjælper dig med at overvinde de vanskeligheder, der kan opstå undervejs. Åndelig vejledning, skriftemål og en veloverstået messe gør Bidasoa til et sted, hvor mødet med Jesus Kristus er det vigtigste.

Ud over alt dette er der selvfølgelig også andre former for dannelse såsom sammenkomster, sport osv. I Bidasoa er man meget omhyggelig med seminaristernes frihed, og det er med til at konsolidere deres kald.

I Nicaragua er der brug for præster, som er fast engagerede i Kirkens evangeliserende mission. Hyrder, der med mod og kærlighed forsvarer fårene mod ulvene; hyrder, der forkynder Kristi budskab om frelse, og som i sandhed står op for det, der er rigtigt over for uretfærdighed.

Ved at følge det eksempel, som biskopperne har givet os, skal hele den nicaraguanske kirke stille sig til rådighed for folkets behov og vide, hvordan man lider med folket og ledsager dem i vigtige og svære øjeblikke.

Fattigdom, ulighed og mangel på individuelle og kollektive frihedsrettigheder er nogle af landets største sociale udfordringer.

"Jeg vil gerne takke velgørerne for den store støtte, de giver os. Vær forvisset om, at I altid er i vores bønner, og at alt, hvad I gør, vil blive brugt godt til Kirkens evangeliserende mission."

Bidasoa er som en lille skat, hvor vi kan blive dannet i Kirkens gode og sunde lære (med dette gentager jeg kun de ord, som min biskop sagde til mig, før jeg rejste hertil. I løbet af disse to år har jeg været i stand til at bekræfte min biskops ord) Tak for dit engagement i denne sag!