Rolvin Romero er 41 år gammel og præst i Virac bispedømme i Filippinerne. Han blev uddannet på Bidasoa International Ecclesiastical College og blev ordineret til præst i 2006. Han er efter ordre fra sin biskop vendt tilbage til universitetet i Navarra for at studere til en licentiat i kanonisk ret.
Han fortæller, at hans kald ikke blev særlig godt modtaget af hans far, selvom han med sin mors hjælp var i stand til at vise ham vejen. "Herren betog mig med det tiltrækkende ved livet som præst. Jeg var tolv år gammel, da jeg begyndte på præsteseminariet. Der fandt jeg lykken: Jeg var, hvor jeg skulle være, og jeg gjorde, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde muligheder for at sige nej, men det gjorde jeg ikke".
Selvom han indrømmer, at det har været svært at vende tilbage til studierne, har det "at elske det, man laver", hjulpet ham meget med at komme tilbage i rytmen. Han siger, at det at komme tilbage til dette land har været som at komme tilbage til sit andet hjem: "Byen har ændret sig meget, men inderst inde er det stadig mit gamle Pamplona."
De 14 år, han tilbragte som præst i Filippinerne, blev brugt på at organisere landsbyerne i et sogn. "Jeg ser de år som de bedste øjeblikke i mit liv. Det var at starte helt fra bunden, med intet andet end ønsket om at gøre mit bedste. Jeg var midt blandt fattige fiskere og bønder, og jeg lærte meget af folks enkle og stærke tro. Jeg husker de første uger af mit ophold: Jeg sov på jorden og hentede vand til hjemmet. Jeg vågnede altid op om morgenen med en frisk fisk, som fiskerne havde efterladt ved døren. Man siger, at den største fisk altid er til præsten. Og det er sandt, de fattige evangeliserede mig meget! Jeg lærte af deres store tro, enkelhed, glæde og frem for alt deres generøsitet.
"Vi filippinere har arvet mange ting fra spaniernes folkereligiøsitet. Navarra er et missionsland. Jeg lærer meget, og nu forstår jeg mange ting ved at tage ud i landsbyerne: deres skikke, skytshelgenfesterne, processionerne...", forklarer han.
Når man spørger ham om hans pastorale arbejde, siger han, at han er meget glad: "For mig er det ikke noget mærkeligt. Vi præster er ikke ordineret for vores egen skyld, men for at hjælpe folk og være sammen med dem. Der er landsbyer, hvor der kun er 5 eller 6 mennesker til messe, og vi kan tro, at vi ikke gør noget. Men vi skal så med glæde, ligesom vi var frugten af den sæd, som vores forfædre såede. Det er sådan, vi har vokset".
Han er meget taknemmelig for den hjælp, han har fået fra velgørere til at kunne fortsætte sine studier, uden hvilken det ikke ville have været muligt: "Der er mange mennesker, der hjælper os, og selvom de ikke ser det, gør de mange gode ting for kirken. Den støtte, vi får fra dem, er en del af Guds overraskelser, og de glæder, vi oplever, er også deres. Tak for jeres kontinuerlige bønner og for jeres generøsitet. Jeg anbefaler jer til vores Moder Jomfru Maria og holder jer til stede ved hver eneste hellige messe.
