La tradición de encender velas para los difuntos en la casa es una posible forma de mantener vivo su recuerdo. La luz representa también la unión de los vivos y los difuntos. La Fe es el mejor refugio para quienes tienen que pasar por el proceso de superar el duelo de una pérdida de cualquier tipo y particularidad. Og det brændende lys symboliserer Jesus som verdens lys.. Lys, som vi også ønsker at dele og tilbyde Gud.
"Jeg er det sande lys", sagde Jesus til sine disciple: "I er verdens lys... Lad jeres lys skinne for menneskene, så de kan se jeres gode gerninger og forherlige jeres Fader i himlen" (Mt 5,16). (Mt 5:16). Mt 5,16.
I kristendommens tidlige dage tændte man stearinlys eller olielamper ved de afdøde helgeners gravsteder, især martyrernes, og brugte symbolikken af lys som en repræsentation af Jesus Kristus. "I ham var livet, og livet var menneskenes lys", Johannes 1:4.
Det er grunden til, at hoy en día acostumbramos a encender velas para los difuntos, poniendo en las manos de Dios la bøn que ofrecemos con fe. Det symboliserer også ønsket om at blive der sammen med dem og Gud, at bede og gå i forbøn for vores og hele verdens behov, at takke, prise og tilbede Jesus. For hvor der er Gud, kan der ikke være noget mørke.
Der er en intim dimension forbundet med at tænde lys for vores afdøde, noget, der vedrører os alle og vores stille dialog med Gud. Dette tændte lys bliver symbolet på den guddommelige ild, der brænder i hver enkelt af os.Det lys, som Jesus er et symbol på, men som vi alle som kristne er en del af, gør os til en integreret del af dette lys.
"I troens lys beder vi den hellige Jomfru Maria om at bede med os. Og må hun gå i forbøn hos Gud for vores bønner".
Liturgiske lys er forbundet med den faste tro på Jesus Kristus som "lyset, der oplyser verden". Jesus talte igen til dem og sagde: "Jeg er verdens lys; den, der følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys", Johannes 8,12.
At tænde lys betyder i dette tilfælde kendskab til Gud, som er en vejviser i mørket. og som gennem sin Søn, der stiger ned over os, åbner vores øjne og gør os værdige til hans nærvær, til hans opmærksomhed.
Es por ello que, en la Iglesia Católica, además de las velas para los difuntos, las velas se colocan en el altar y cerca del tabernáculo. Son acompañantes de las celebraciones y se usan en casi todos los sacramentos, desde el Bautismo hasta la Extrema Unción, exceptuando el sacramento de la Reconciliación como elementos simbólicos irremplazables.
Påskelyset
Den tændes under påskenatlyset, som er den hellige messe, der fejres påskelørdag, efter solnedgang og før solopgang på påskesøndag for at fejre Jesu opstandelse. Den bliver derefter efterladt på alteret i hele påsken og slukkes ved pinsen.
Den tændes som et tegn på Kristi opstandne lys, som vender tilbage fra de døde for at lyse vejen for sine børn og for at tilbyde sig selv til deres frelse.
Dåbslys
Durante el Bautismo, el sacerdote presenta una vela, que se encendió con el cirio pascual.
Det hvide lys i dåbens sakramente er et symbol, der repræsenterer vejledning på vejen til mødet med Kristus. som igen er lyset i vores liv og verdens lys. Den symboliserer også Kristi opstandelse.
Votivlys
Det stammer fra latin votumsom betyder løfte, forpligtelse eller blot bøn.
Son las velas similares a la velas para difuntos. Son encendidas por los fieles frente a un altar, un crucifijo, una imagen de la Virgen María o de un santo. Tienen un significado preciso: expresa el deseo de confiar nuestras palabras y nuestros pensamientos. Estas velas encendidas son comunes en la mayoría de las iglesias. Sirven para una ofrenda, una intención en particular y van acompañadas de un tiempo de oración personal.
Tabernakellys
La luz que ilumina el Tabernáculo, indicando la presencia del Cuerpo de Cristo es fácilmente reconocible para cualquier cristiano que entre en una Iglesia.
I dag er det mange steder en lampe og ikke et lys, men det er stadig et af de vigtigste og mest værdifulde lys: den brændende flamme, der symboliserer Jesus og troen hos dem, der elsker ham. Det er et uudtømmeligt lys, der brænder, selv når vi forlader kirken.
Adventslys
Adventskransen er en europæisk skik, der begyndte i midten af det 19. århundrede for at markere ugerne op til jul.
Den består af en krans af sammenflettede stedsegrønne grene med fire stearinlys. Hver søndag i advent tændes et lys, og der bedes en bøn, ledsaget af en læsning fra Bibelen, og der kan synges en julesang.
Altarlys
De har været brugt under messen siden mindst det 12. århundrede. Disse lys minder os om de forfulgte kristne i de første århundreder, som i hemmelighed fejrede messe om natten eller i katakomberne ved hjælp af stearinlys.
De kan også bruges ved indgangs- og afslutningsprocessioner i forbindelse med Masse. De bliver ført hen til det sted, hvor evangeliet læses som et tegn på triumferende glæde over Kristi ord.
Når diakonen eller præsten i påskemorgen går ind i den mørke kirke med påskelyset, synger eller reciterer han Kristi lys, som de troende svarer: "Lad os takke Gud". Denne sang minder os om, hvordan Jesus kom ind i vores verden af synd og død for at bringe os Guds lys.
Encender velas para los difuntos
Esta antigua costumbre de encender velas para los difuntos era ya practicada por los romanos, incluso antes por los etruscos y, aún más atrás, por los egipcios y los griegos, que usaban velas para los difuntos en los ritos funerarios, En la religión cristiana, visitar la tumba de un ser querido, llevarle flores, encender velas para difuntos y detenerse a rezar, es algo reconfortante y consolador.
Porque las velas para los difuntos son centinelas palpitantes, pequeños fragmentos de luz que dibujan el camino hacia la paz para nuestros seres queridos difuntos, por ello es una buena costumbre encender velas para los difuntos y dejarlas en las lápidas para que iluminen la noche de los cementerios. En la luz de las vela para los difuntos que se consume, alimentándose de su propia cera, reconocemos la vida humana que se apaga lentamente.
La ofrenda que dejamos al encender velas para los difuntos, es un sacrificio que acompaña nuestra oración con hechos y hace que nuestra intención de Fe sea tangible. Protección, por lo tanto, y guía, estas son las funciones principales de encender velas para los difuntos luto. Que cada año es costumbre volver a encender, el 1 de noviembre, Día de Todos los Santos, y el día 2, de los difuntos o día de los muertos.
Además de las velas para difuntos, las velas tienen un papel importante en la bendición de cenizas y palmas de Domingo de Ramos. También en los sacramentos, la consagración de iglesias y cementerios y la misa de un sacerdote recién ordenado. Por color y por día, las velas nos pueden ayudar a mejorar y estimular los momentos de oración.
Estas velas que encendamos, pueden ser bendecidas por un sacerdote para ayudarnos a orar por los enfermos y ponernos en manos de Dios.
En el siglo II, fueron los romanos quienes decidieron que el color oficial del luto fuese el blanco, por lo que las velas para difuntos eras blancas. Un color reconocido por las reinas europeas hasta el siglo XVI. Un luto blanco nos recuerda la palidez de la muerte y lo frágiles que somos ante ella, reafirmando la pureza de nuestra alma.
Til symboliserer den særlige ventetid og forberedelsestid, f.eks. kan vi tænde de hvide lys i adventskransen ved julemiddagen.. I mellemtiden kan vi bede som en familie om, at Jesusbarnet må blive født i hjertet på hvert enkelt familiemedlem.
Det er også hvidt, påskelyset. Måske er den mest genkendelig på grund af sin størrelse og sit udseende, da den kan blive over en meter høj og har farverige mønstre.
I det gamle Egypten blev den røde farve betragtet som et symbol på vrede og ild. Den var også forbundet med ørkenen, et sted, der var forbundet med døden. I det gamle Rom var den forbundet med farven på spildt blod og var forbundet med både sorg og død.
For eksempel, at tænde de røde, lyserøde eller bordeauxrøde lys på adventskransen repræsenterer vores kærlighed til Gud og Guds kærlighed, som omgiver os. De svarer til den tredje søndag i advent, og deres betydning er glæde og fryd, fordi Jesu fødsel er nært forestående.
I 1502 dikterede de katolske konger, at sort skulle være den officielle sorgfarve. Alt dette er nedfældet i "Pragmática de Luto y Cera", en skriftlig protokol om, hvordan man skulle sørge dengang.
